Finn Deia

Hej – og velkommen til www.seniorbloggen.dk

Mit liv hidtil har været en lang og spændende rejse.
Besværlig, let, udfordrende, givende, hård, anstrengende.
Alle gloser på paletten.
Rejsen har været det hele.
Jeg er fra marts 1956.
Og jeg har prøvet mange forskellige ting på min rejse gennem livet.
Rigtigt mange ting.
Fælles for det hele er oplevelser, oplevelser, oplevelser  – kultur og personlig udvikling.

Meget mere om mig kan du læse om på siden Om Seniorbloggen

En stor formidler udstiller i Randers

Billedresultat for supercrach randers

Byen Hornslet ligger tæt ved Randers. Så det er nok det, man umiddelbart forbinder med området, når man siger Hornsleth. Nu har de to byer ligget næsten side om side i mange, mange år, vanen tro og med de udsving og bølgeskvulp i kunsten, man nu kan forvente sig, når  en større provinsby med rødder i arbejderklassen og en mindre landsby kysser hinanden idyllisk på land og ved fjord.
Nu sker der så noget helt andet med det efternavn. Ganske vist med et H i enden af Hornsleth.
At kunstneren Kristian von Hornsleth udstiller i Randers, det er nemlig noget ganske  andet, end vi er vant til på disse kanter.
Den provokerende kunstner og kulturpersonlighed er kommet til provinsen, og det er vi mange, der er og bør være glade for. For han rører et ganske varieret udbud af vores forskellige sider, idet han sætter et spejl op foran os og udstiller os.
Kan man trække sine projektioner indad og gøre sig selv til genstand for den forargelse, væmmelse og hovedrysten, som vi alle har en tendens til at tildele det ukendte og fremmede, så er vi nået længere, end vi var igår.
Det er dér, guldet ligger, det er hér, livet begynder.
Det kræver en eller anden form for overskud og lyst til at kigge indad at arbejde med Hornsleth. Arbejde MED ham, ja, for en giver og modtager af kunsten er ligemænd ud i det at opleve. Den ene udfører kunsten til at begynde med, men det er så sandelig også en kunst og dermed et arbejde at begynde at smide sine fordomme og forudindtagede holdninger og hang til konformitet overbord for at gøre sig sårbar og lægge sig fladt ned for at tage imod kunstnerens budskab; – hvis der da er et.
Måske er det i virkeligheden sådan, at budskabet opstår i vacuummet mellem formidleren, altså i dette tilfælde Hornsleth, og så gæsten på Randers Kunstmuseum.
Og at budskabet her bliver til ægte kunst, når formidlingen bliver opfanget.
Alle disse spørgsmål stiller man sig selv undervejs på udstillingen og så sandelig også efter, hvor forståelsen af sammenhængende i verden og søgen efter retfærdighed og sandhed bliver betragteligt skarpere eksponeret og måske endda tilskyndet. Og hvor Hornsleths såkaldte provokationer og venden tingene på hovedet klart indbyder til en følelsesmæssig modning af ens gamle og traditionsbundne kadaver.
Hornsleths sammenblanding af materiel fokusering og kunstens glæder har ofte været genstand for diskussion, afstandtagen og småborgerlig forargelse. Er det os selv, vi tager afstand fra? Sandsynligvis.
Indeholder vi måske ikke begge sider? Alle sider? Er vi ikke alle dobbeltmoralske? Vil det bedste for miljøet. Og flyver og farer alligevel verden rundt. Og køber billigt tøj produceret i fjerne lande med topforurening.
Så hvem er forbryder, og hvem er offer? Er inderne forbrydere, fordi de forurener, eller er det os, fordi vi understøtter forureningen?
Spørgsmål som disse stiller Kristian von Hornsleth rigtig skarpt på, f.eks. i sin Afrika-udstilling, hvor han konkret forsøger at finde sandheden imellem kolonialisme og ulandene og den hykleriske hjælp til disse. Hvor vi giver med den ene hånd og tager med den anden.
Andre interessante aspekter ved Hornsleths udstilling er hans Arms Investment Coorporation, hvor han i sin formidlingskunst forsøger at forklare os vor dobbeltmoral ved på ét sæt at tage afstand fra våbenproduktion og på det andet konstant søger at øge opsparingen i pensionsselskaber, der har masser af aktiebeholdninger i våbenproducerende selskaber.

 

Kristian von Hornsleths udstilling Supercrash på Randers Kunstmuseum varer indtil 28. juli. Og 22. maj er der Hornsleth selv på udstillingen, hvor han er i kunstnerdialog med skribent Mikkel Boris.
Læs meget mere på https://www.randerskunstmuseum.dk/kalender/

Udover Hornsleths udstilling er det også værd at besøge Randers Kunstmussums lokalhistoriske samling på etagen underneden. En meget interessant udstilling med fine interaktive tiltag, hvor man kan få timer til at gå og få rigtig meget at vide om byen, oplandet og endda blive klogere på, hvordan de enkelte klasser i samfundet levede dengang og på den måde indirekte få indblik i, hvordan klassesamfundene har udviklet sig, som de har.

 

Elvis  – the King i Randers

Der er mange præsidenter. Men der er kun EN konge.

Noget i den stil står der på det museum ved Randers, der tidligere hed Elvis Graceland, men som ejeren, Henrik Knudsen, ganske originalt nu af copyrightmæssige årsager har omdøbt til Memphis Mansion.
Memphis Mansion er en kopi af det hjem, som Elvis Presley boede i i de mange år, han var en levende legende. Nu er han en afdød legende men er en endnu større industri og forretning end tidligere.
Det kan man have sin mening om. Vi vælger at se det således, at Elvis med sin musik og sange og næsten overjordiske stemme har givet verden og sit publikum så ekstraordinært megen lykke, at det er rejsen til Randers og museet værd at “komme tilbage” til kilden og se, hvordan det hele begyndte.
Museet er fyldt med klenodier, dragter, emblemer, støvler, sko, biler og alt muligt andet, der har tilhørt rockkongen.
Man kunne godt ønske sig, der var lidt mere tekst på dansk ved de enkelte klenodier, og at de var til at fange i øjenhøjde. Lidt svært at vænne sig til.
Stemningen og musikken er der derimod ikke noget at tage fejl af. Fra det øjeblik, man træder ind ad de berømte gitterporte, strømmer musikken ud fra diskrete højttalere i græsplænen.

Image

Henrik Knudsen i Randers midt i sit livsværk – Memphis Mansion

Størrelsen på museet er til at overse; til gengæld er der Elvis-stemning, så det gør noget, og der kører – nogle gange på anmodning – konstant 2-4 timers film i en biograf ved siden af museet. Den omhandler mange elementer om Elvis´ liv. Den, vi så, fokuserede meget på hans tidligere kone, Priscilla, og hvordan hun oplevede – og hvordan hendes forældre oplevede – forholdet til en af verdens største stjerner.
Her får man mange interessante – og også nye ting selv for en Elvis-fan –  at vide.  Der bliver reelt tegnet et ikke alt for flatterende billede af rockkongen og hans forhold til det at være ægtemand.
Det gør bestemt ikke noget, at vi kommer til at kradse lidt i overfladen. På en forside er der altid en bagside, og det har bestemt haft sin pris at give verden så meget, som Elvis har.
Når man har nydt udstillingen, kan man få sin efterfølgende middag i museets tilhørende restaurant. Og vi skal lige love for, at portionerne er af amerikansk størrelse.
Alle menuerne har navne relateret til Elvis og hans crew og lokaliteter. Jeg valgte en Ribeeye stegeben Highway 51 menu, og aldrig har jeg fået en større af slagsen. De to stykker væltede ud over tallerkenen i hver ende. Pragtfuldt.
Også her var det konge at opleve  museet.

Aros passer på vor jord

Anders2

Anders

FOTOS: Anders Sune Berg.

Med udstillingen Tomorrow is the Question sætter Aros i Århus  på en mærkbar måde nye standarder for, hvordan man kan opbygge en udstilling, så man ikke bare SER udstillingen, men også MÆRKER den og MÆRKER budskabet i den.
Udgangspunktet er, at de spørgsmål, vi stiller idag, er med til at forme dagen imorgen. Tomorrow is the Question er skabt i et kuratorisk samarbejde mellem AROS og Luise Faurschou og har været under udvikling i tre år. Luise Faurschou står bag organisationen ART 2030, som har til formål at binde kunsten sammen med verdensmålene. ART 2030 er af den internationale kunstplatform artnet blevet kaldt det mest ambitiøse kunstprojekt nogensinde.

Har ambitionen været for alvor at trænge igennem til folk og få udtrykket til at påvirke os følelsesmæssigt, så det lykkedes til fulde.
Man sluger udstillingen, og ikke på noget tidspunkt keder man sig. Man lever i udstillingen og lever med den, og det er med til at kendetegne en udstilling af format.
At man bliver bevæget som menneske, at man lader sig rive med, og at man undervejs stiller spørgsmål til sig selv om, hvorvidt vi kan gøre noget for vores klode, om det bare ER ved at være forbi, eller om vi skal anerkende, at klodens fremtid er lig med dens undergang eller fremgang eller opblomstring påny, og at det er en del af evolutionen, cyklussen om man vil.
OG man kommer til at tænke over, hvordan vore tanker, ønsker, behov og handlinger kommer til at forme den verden, vi har om tyve år.
Udstillingen omfatter værker af 15 samtidskunstnere og omfatter mange overraskende indslags som bordtennis, film med robotstøvsugere der fejer nedbrydningsmateriale op, renselse for interaktivt atomaffald, beundring af en rødglødende jordklode og så hvile i moderne, magelige stole.
Et hit for AROS, et hit for os alle som vil en smule mere end bare at gøre, hvad vi gjorde igår.
Udstillingen kører til og med 4. august 2019.

Flot, festligt og totalt hyggeligt i Uldum

 

James

James Rasmussens trio gav os en formidabel oplevelse ned gennem Memory Lane med alle de gode gamle fra Mandalay, over Det var på Capri, til Æselsangen og ja, you name them. James er altid god for en historie, og dem fik vi nogle stykker af, selv om de aldrig, som mange andre musikere, tager plads for musikken. James er nemlig en ægte gentleman og ved, hvad folk går efter. De gode gamle og så en lille skæv anekdote.

Martin J

Martin Jønsson gav den som klaverbokser ved fire foskellige arrangementer. Han måtte da også skifte skjorte mellem de forskellige optrædender, lagde,  vi mærke til.

Vi kommer ikke uden om det. Uldum Gadefestival er noget af det mest folkelige og helt nede på jorden berømmede tilløbsstykker, der i år løb af stablen 5. juli. Noget af det meget spændende, udover musik, stemning, fest, glade mennesker og den til lejligheden ophængte sol er, at festivalen er så professionelt arrangeret og så inkluderende af samtlige af de moderne sociale medier, at man på alle måder på tage hatten af for arrangørerne, der knokler i mange, mange frivillige timer for at gøre en dyd af den til daglige stilfærdige landsby i trekantsområdet.
Så rørende og så fantastisk med alt, hvad hjertet begærer af viser, sang, rock, dansktop, vandringer ad Memory Lane, så vidt vi kunne se på de fem timer, vi var der, glade miner over alt, afstressende tempo og forbilledlig hygge.
Folk var så glade så glade, og vi kommer heller ikke uden om, at selv om festivalen i år var arrangeret for 22. gang, så formår arrangørerne i den grad at følge med tiden, skaffe sponsorer, skaffe sig ekspertise til at håndtere alle de medier, de kan komme ud på. Og mon ikke det i virkeligheden er en del af succesen; at det er den meget bredt sammensatte garde af frivillige, der kan alt muligt og brænder for festivalen, at det er dem, der bærer dem igennem. For var de der ikke til at sørge for, at alt klapper og er superveltilrettelagt, så kunne alverdens musikere og entertainere ikke bruges til meget.
Vi nøde hvert øjeblik, vi var der. Alt fra fra en superveltiilavet, hjemelavet jordbærkage i en stille, eftertænksom stund i en cafés gårdhave, og samtlige udenlandske og indenlandske kunstnere, der stod for nok en af de bredeste paletter af underholdning, der er set på egnen længe og så til en decideret kirkekoncert med bl.a. Ivan Pedersen, der i ord og toner og minder kom så langt omkring som klassikeren King of the Road til John Lennon, Bruce Springsteen og Simon og Garfunkel.
Vi glæder os allerede til næste år, hvor gadefestivalen er programsat til 6. juli.

 

DSC_7269_EBM

Glenn Miller for fuld udblæsning i Vejle.

 

Vejle Musikteater står for rigtigt mange og meget alsidige arrangementer. Søndag var der legendarisk big-band-musk, da  Glenn Miller Orchestra gæstede byen. The Glenn Miller Orchestra fandt for nu mere end 70 år siden en hel unik lyd og stemning for et orkester, og det er den lyd, vi kan genoplive ved at høre de gamle klassikere udsat for nogle sværvægtere i genren, nemlig, ja rigtig gættet – Glenn Miller Orchestra. Tilsat navnet Scandinavia, og så tager ingen fejl. Det er det band, der i årevis har turneret rundt for at sprede musik, fest og glæde som i gamle dage med det helt store orkester.
Man må sige, at orkestret leverede varen. Vi bringer en anmeldelse i løbet af ugen.

 

Simoni

Semino Rossi leverede unikt show på Fyn

Hold da op for en stemme. Hold da op for et flot lysshow. Hold da op hvor kan de danse. Og spille trompeter og lægge en latinamerikansk stemning. Hold da op hvor var det bare godt det hele.
Semino Rossi har lige holdt tre koncerter rundt om i Danmark, arrangeret af Liveculture, hvor vi var med til den første – i Sparekassen Fyns Arena.
Er man til tysk og argentinsk musik, og ønsker man at høre, hvor professionelt det kan kombineres med dansere, trompeter, opsætning, så skal man til en Rossi-koncert
Vi fik meget, rigtig meget for pengene. Og Rossi og hans medhjælpere er både kreative og opfindsomme.
De leverer varen unikt og elegant. Vi kan ikke komme i tanker om ét eneste sted undervejs, hvor tingene glippede eller virkede slapt. Det nærmeste var, da to danske piger, Charlotte og Vibeke, af Rossi himself blev inviteret op på scenen for at være kulisse på en italiensk café, opfundet til lejligheden, og hvor Rossi så gav den for fuld udblæsning med italienske sange og akustisk guitar, herunder Volare og O Sole Mio -, men med ryggen vendt MOD de to danskere, for hvem det måtte have været et af livets store oplevelser.
Lige det er en ommer.
Ellers blev trommehinder og synsfelt fyldt med can-can og sublim optræden. Rossi er en lækker, lille sveske at se på, og de små, yndefylde dansetrin, han er kendt for, og koreografien, som altid passer nøjagtigt til ham, viste os det format, som han har haft med sig fra sin tidlige tid i Argentina, men som så har haft en menneskealder her i Europa til at finpudse.
Vi fik alle de store hits, herunder Rot sind die Rosen og Aber dich gibt´s nur einmal für mich og så en masse, masse flere ørehængere og også flotte kompositioner fra hans helt nye album.
Opfindsomheden i Rossis nye show var stor. Som nævnt fik han to danske piger op på scenen, han gav et elegant, italiensk medley, og så fik han hele salen til at danse og lærte os en koreografi, som illustrerer med små bitte trin og virkemidler, hvilket stor, men også ydmyg kunstner, han er. Store armbevægelser kan godt bruges, men det kan små, bitte, enkle dansetrin også. Til at få folk med sig.
Farverig beklædning af to yderst professionelle dansepiger fik vi også. Og da en af danserne viste sit store solotalent i lang hvid, flagrende kjole tilsat Rossis skønsang af Unchained Melodi på spansk (Melodia Desencadenada), og da han som slutnummer gav en akustisk version af Dont Cry for me Argentina, også sunget på hjemlandets sprog (No llores por mi Argentina), ja så måtte vi, om ikke vi alle havde gjort det op til flere gange, lægge os fladt ned, for den lille, store, store performer.
Vi må sige, at vi blev en flot aften rigere.

 

Sigurd og gutterne gennembrød
lydmuren i Skyttehuset på Piano Night

540f391c_Sigurd gul 1 Mikkel B

DET er simpelthen løgn. Det kan IKKE lade sig gøre. Ingen kan spille sådan på et klaver. Utroligt. Fantastisk. Fascinerende. Sådan sad et målløst publikum. Er manden af denne verden?
Jo, det er han så ganske vist.
Ingen tvivl om at Sigurd Barrett trak stikket endeligt hjem den 22. marts, da www.skyttehuset.dk havde arrangeret Piano Night med spisning, kaffe, hygge og et show med pianisterne Esben Just, Martin Jønsson og Sigurd Barett. Der ud fra hver deres måde at håndtere et klaver på bød på den musik, som gennem årene havde betydet noget for dem.
Interessen for Piano Night oversteg langt arrangørernes forventninger. Der var da også SÅ mange mennesker, at mange stod i kø langt ud på pladsen foran indgangen (heldigt det ikke regnede) for at blive tildelt en plads.
Man kunne have ønsket sig, netop fordi det var Piano Night, at der så havde været hyggelig pianomusik under de to timers spisning. Med en sådan omsætning burde det nok have været kunnet klaret med et snuptag i den beskedne ende af tegnebogen. Klokken blev otte, før en af Skyttehusets ejere, Søren Riis, der selv er gammel hyggemusiker, slog tonerne an som velkomst og opvarmning til en munter aften. (Hvilket han nu da også gjorde ganske fint og også takkede publikum for at bakke så fint op om deres arrangementer).

 

Der er lidt at lære 
Man kunne også have ønsket sig, at opfyldningen på buffeten havde været mere smidig og elegant. Fadene var alt for ofte tomme, og man skulle stå i flere lag for at få lov at få lidt kartofler og sovs ind imellem.
Her er noget at lære.
Men folk så ud til at hygge sig gevaldigt alligevel under maden. Snakken gik lystigt, og der blev også taget godt fra i baren.
SÅ blev klokken som sagt otte, og SÅ skete der virkeligt noget. Skyttehuset blev ikke mere det samme den aften. Musikken fyldte rummet totalt, og var da også lige høj nok til fleres ører. Hvilket der blev gjort lidt unødvendigt sjov med fra scenen. I hvert fald måtte vi henvende os til Martin for at få ham til at skrue en anelse ned. Hvilket blev efterkommet, vist nok efter clearing med dagens absolutte stjerne, Sigurd Barrett.
Først kom Esben Just på og talte en masse om sin baggrund, og hvorfor han havde valgt at spille den type musik, han nu holdt af. Blues og rhytm. Synge kunne han bestemt også.
Martin Jønsson fulgte herefter op med en for lang historie om hans baggrund, og hvorfor han spillede det, han gjorde. Rock så det stod efter, specielt Elton John.
Ingen tvivl om, at de to gutter kan spille. Der er virkelig musik i dem. Men de snakkede for meget og spillede lidt for lidt. De spillede meget, jovist, men der havde været plads til mere.  Og det var jo vel egentlig musikken, vi var kommet for at høre.

 

Jeg spiller, som jeg har det
DET var Sigurd Barett klar over. Han kom på som den sidste. Og gik blot på med ordene, at nu ville han spille noget, der fortalte, hvordan han havde det.
Og vi skal love for, at han havde DET. Livsglæden, erfaringen, engagementet strømmede ned fra scenen. Vi ved ikke, hvornår og om nogensinde, vi har hørt en pianist så intenst holde publikum i sin hule hånd og ikke bare optræde FOR dem, men også MED dem. Han forstod at udnytte hver en centimeters plads i stemningen i det tætpakkede Skyttehus til med sin særlige ansigtsmimik til at få folk til at overgive sig absolut. At nogen kan lege med fingrene på tangenterne på den måde, som han legede, det overgår vist enhver forstand og vil i lange, lange tider fremover været noget, man taler om.
Høre ham spille en variation over The Entertainer. Ganske formidabelt.
De tre pianister sluttede med en ordentlig gang fælles spil på pianoet, gode gamle Chuck Berrys You Never Can Tell.
Og med stående ovationer blev de tre gutter hyldet som rockstjerner for en aften.
Vi kunne have ønsket os, at de havde givet os nogle prøver på Skyttehusets to, faste flygler. Nu var det et elektronisk klaver hele vejen igennem. Det gør altså en forskel.
Men never mind.

Vi vil i lange tider fremover tale om, hvem det dog var, der fik den mand til byen med de to dubleanter, hvoraf man da også kunne se, at Martin Jønsson var mere end tydeligt imponeret af sin artsfælle ud i det pianistiske. Ja, hvem var det så? Det var Skyttehusets ejere, og det må man lade dem. De er ganske, ganske kvalitetsbevidste. Bare prøv at kigge på deres program såvel på Skyttehuset som på Bredehus, der ejes af de samme mennesker.
Der var nogle fodfejl på den flotte aften den 22. marts. Men de bliver væk i den enorme, musikalske glæde, som de tre gutter viste os, og som var 100 procent værd at vente på.

 

 

 

 

 

 

Hansi, Horsens and Friends skabte dans og varme
som rører ved ens hjerte i lange tider fremover

 

hansi-hinterseer-2017-fur-mich-ist-gluck-compact-disc

Horsens and Friends, må man sige, har i den grad fingeren på pulsen for, hvad der skaber musikalsk og kulturel god stemning og fylder folk med oplevelser, der sætter sig spor i lange tider.  Prøv lige at checke deres program ud, Det befriende er, at det altså ikke ser ud til at være hvad som helst, man sætter i scene. Hellere udvalgt og godt end stort og snot . . .
Lørdag den 17. marts havde man arrangeret koncert med schlagerkongen Hansi Hintereseer. DET var ikke kedeligt. Østrigeren har besøgt Danmark et utal af gange og havde valgt at glæde sin store, danske fanskare med endnu et besøg i Horsens.
Manden er professionel til fingerspidserne.  Det er hans crew bestemt også og havde besluttet sig for, at vi fra starten på bagtæppet skulle ud i den østrigske natur og i alperne og opleve Hansi både i hans unge dage med de mange skisportsresultater, han hev hjem, og hvordan han stadig frekventerer naturen og bjergene i Østrig og ser ud til at hente sit store overskud, når han skal fremføre sine elskede sange og flotte optrædender.
Hansi stod på scenen to timer uden pause. Med en enkelt omklædning, hvor han kunne hvile sin stemme og lade sit orkester og sine backingsangerinder tage over med Blue Bayou lykkedes det ham at få publikum op at ringe og rigtig mange op foran scenen til dans og hujen, – et sted tæt på stjernen som mange trods hans opfordringer aldrig forlod. Det skal selv Hansi nemlig ikke bestemme, hvis man ønsker at være tæt på sangeren, der har givet én så stor glæde og, ja fristes man til at sige, livskvalitet.
Hansi er nemlig ikke bare sange for en aften. Han er med til at understrege, at det er dejligt at leve. At det er tilladt at være fri og bevæge sig. I naturen og mange andre steder. Danse til livet og give det mening. Ikke bare for de to timer. Hvor det var komplet umuligt at undgå at bevæge sig, danse, fægte med de arme, der endnu en gang kom i vejret til Hansis evergreen, Hände zum Himmel. Men også hans energi og evne til at samle og evne til at optræde MED publikum og ikke FOR publikum, det er en egenskab, man kan tage ved lære af, og som kan fornøje og efter evne udvide ens talent til samværet med andre mennesker.

Gennem et kvart århundrede har Hansi fornøjet et enormt publikum med sit show, sin særlige stemme, sit charmerende væsen og sin talentfulde backinggruppe, The Tiroler Echo.
Hans talent er unikt, og det synes som om, han bare kan blive ved og ved og ved.
Hvis man må have lov at ønske sig endnu mere af aftenen, var det lidt større gestus af de gaver, som mange fans gav ham ved scenen. Måske han kunne have rakt hver enkelt i vejret i stedet for bare at lægge dem på scenen, sådan lidt ligegyldigt. Og så lidt flere af de breaks han gav ind imellem som afveksling til det at stå og gå lidt ensformigt med en mikrofon og lire sangene af. Som når han f.eks. satte sig ved et cafebord på scenen og sang til orkestrets piger.
Mere kan man til gengæld ikke forlange. Og så er det, man bliver taknemmelig over, at en sanger og arrangørerne kan skabe så mange gode muligheder for os i livet.
Bravo.

 

 

1920x800_Forsidebanner_NanaMouskouri18_SIT

En ydmyg og sårbar og meget meget givende NANA
og hendes mesterværk i Herning

– den 83-årige Nana Mouskouri ville noget andet og mere med sin flotte optræden søndag aften i Herning.

At sammenligne fantastiske Nana Mouskouri og hendes stemmepragt med den, hun var og besad for 30 år siden, hvad mange publikummer fejlagtigt gjorde efter søndags-koncerten i Herning den 3. marts, det vil være unfair. Nana derimod fremstod med al sin autensitet, som den, hun er idag. En kvinde i sit livs absolutte sensommer, der kan se tilbage på et abnormt musikalsk virke over den ganske klode i nu mere end et halvt århundrede. Et levet liv. Et tilbageblik hun en sikkert sidste gang ville involvere sine publikummer i. Og den skrøbelighed og sårbarhed og intensitet, som den græske sanglærke står for idag, fik vi med alderdommens langsomme men sikre forfald smukt at se fra en kvinde, der vil give sig selv til det allersidste.
Og langt, langt mere end det, vi kender hende for: Stribevis af store hits, som vi også fik serveret: Only Love, Try To Remember, Hvide Rose fra Athen, de var der allesammen.

Og så er der lige det ved det, at med sin alderdom ville hun give os noget mere og andet end bare hitsene, Hun ville give os rigtig meget af den græske musik og den græske kultur, som hun naturligt nok er vokset op med. Og fortælle os at sang er livsglade, og hvor var der fyldt med livsglæde i farmands biograf tilbage i Athen, hvor hun hørte og lærte mange af de sange, vi fik i Herning. Så vemodigt og smukt. Hvad gør det, at en aldrende diva ikke altid kan huske teksten og intoneringen. Når bare det vi får, står tilbage ægte, stærkt og smukt.
Og det må vi sige, at den ægthed har brændt sig fast på nethinden.
Autumn Leaves, Somewhere over the Rainbow, Lilli Marleen og Amazing Grace, sidstnævnte i et rytmisk tempo der gjorde godt.
Hertil en imponerende pallet af græske kompositioner samt Leonard Cohens Halleluja, Beatles Hej Jude, Ùberall auf der Welt og så en så empatisk og inlevelsesfyldt hyldest til afdøde Amy Winehouse, at der ganske enkelt skete et brake til det positive, da hun kaldte sin saxofonist ned på scenefronten for at give Love is a loosing Game.
Om vi fik det vi kom efter i Herning Kongrescenter. Ja, DET gjorde vi. Og meget mere end det. Vi fik bevist på, at vil man give verden et bidrag, fordi man har særklasse, ja så gør man det. Uanset alder. Flankeret af fire dygtige musikere lykkedes det for Nana at få energien op at køre i Herning Kongrescenter, at nakkehårene stadig rejser sig.

Allerede i begyndelsen af firserne overvejede Nanna at trække sig tilbage fra rampelyset. Godt hun ikke gjorde det. Det var et amfiteater i syden med al dens akustik, lys, lyd og publikum, der overbeviste hende om, at hun skulle blive ved med at synge.
Idag har hun stået på verdensscenen i snart 60 år. Hun var i Herning for tre år siden og sang for et udsolgt MCH Herning Kongrescenter. Nu tre år senere vendte hun tilbage og havde Herning Kongrescenter i sin hule hånd. Seks stjerner ud af seks mulige. Du kan læse mere om Nana og hendes fabelagtige karriere her.

 

 

 

 

 

Fantastiske Bootleg Beatles indtog Odense

Bootleg Beatles

En stjerneaften på Memory Lane. Guf for øregangene.  En særdeles veloplagt Hans Otto Bisgaard. Netop ham skulle det være, der præsenterede de fire gutter og Pepperland Symfonia, der 20. januar gæstede Odeon i Odense.
Vi har så mange minder med ham og Mylle. Irriterende måske nok i mange af deres snakke og kommentarer. Men det hørte åbenbart med, dengang vi sad med ørerne inde i radioen, den lille vi fik i konfirmationsgave, for at lære teksterne til A Hard Days Night, All My Loving, She Loves You. Penny Lane og alle de andre.
Vi blev ikke snydt for noget, det gjorde vi virkeligt ikke hin lørdag aften i Odense. Det var fantastisk, bevægende, og når man på varm, engageret og inspirerende måde kan få en hel sal til at synge med på When I´m sixty Four, Yellow Submarine og Hey Jude, så nakkehårene rejser sig. Så kan man ikke forlange mere.

2. halvdel var
intens og varm
Naturligt var koncerten delt op i to afdelinger. Meget forskellige. Netop som vi kendte fra de oprindeligeThe Beatles´ karriere var det. En med de store, velpolerede hits fra midtresser-tidens habit-klædte Liverpool-drenge. Det var godt nok. Varen blev leveret, rytmikken og bevægelserne var en tro kopi af drengene fra dengang.
Så skete der noget efter pausen. Varmen bredte sig i salen, man kunne fornemme, hvordan musikken blev mere og mere intens, og som det sikkert var i det virkelige liv, så kunne man mærke den bevægelse, der var sket med de fire drenge og den musik, som mere og mere blev deres egen og ikke et udtryk for, hvordan man laver store hits og velpolerede kærlighedssange.
Beatles fik efter deres nej til flere koncerter i midt-tresserne mulighed for at eksperimentere med musikken, og vi skal da lige love for, at det kom til udtryk fra den historiske Sgt. Pepper-LP og fremefter indtil det uundgåelige Abbey Road og Let it Be-brud.
Bootleggerne formåede at få det hele ud over scenekanten, lige fra John Lennons hvide habitklædte særlige rytmik i Ballad of John and Yoko  med benene og til de spændinger, man umiskendeligt begyndte at mærke mellem de fire beatler i de senere år.
Spændinger er en del af livet,  Og det var livet, vi mærkede i Odeon. Fire garvede musikere, der præsenterede os for den relativt korte årrække for et halvt århundrede siden, der var epokegørende i musikkulturen, og som gør, at variationerne og nuancerne og eksperimenterne med diverse musikformer blev mere og mere legaliseret.
Bakket op af Sgt. Pepper Symfonia-orkestret gav de fire Beatles-imitatorer os opskriften på dels, hvordan musik, der kommer fra hjertet, varmer sjælen. Og så også hvordan man, når man tør sige farvel til én epoke i livet, bliver en del af en anden, der i visse tilfælde udvikler sig selv, som Beatles musik i de senere år af deres karriere gjorde,  og som livet i os som mennesker udvikler sig selv, såfremt vi tør gå efter det, der gør os rigtig godt.
Imponerende. En lære for livet.

Odense varmer også op til Semino Rossi

Simoni
Er du mere til latininspireret schlagermusik, så er der koncert også i Odense med argentiskfødte Semino Rossi fredag den 20. april. Det foregår i Sparekassen Fyns Arena, og du kan læse mere om koncerten her.

Sangeren har gjort det helt fra bunden. Ganske vist var hans forældre musiske mennesker begge to, men i sin ungdom forlod Semino sit fædreland for at bosætte sig i Europa. Her tog han tilfældige jobs som musiker i restaurationer ved vandet og sågar som gademusiker, som det nu bød sig. Livet var ingen dans på roser for almindelige mennesker. Men Rossi ville noget med sit liv, havde et mål og sang og spillede sig til tops, så han idag fra sit domicil i Tyrol kan se på, at han nu er en af de absolut førende schlagerkonger – herhjemme og i udlandet.
Vi byder Rossi velkommen tilbage til Danmark, hvor han har optrådt ved forskellige lejligheder. Husk naturligvis at er din elskede romantiker, så skal vedkommende da have et par billetter i julegave.
Igen er www.seniorbloggen.dk med ved ringside, når det går løs i den første forårsmåned.

 

Der bliver gang i den i 2018 i Skyttehuset i Vejle

 

.

 

Mere soul, Sissel, mange tak, mere soul og spræl . . .

Sissel

Odense emmede af jul, hygge og lys, gaver, sne, eventyr og klokkeklang i den forgangne weekend.  Og der var lagt op til en perfekt afslutning, da Sissel Kjyrkeby optrådte med sin julekoncert i Odeon. Det var på forhånd sat til at være en afslutning på et julemarked i byen, der ville noget. Og Sissel fortalte da også selv fra scenen, at da hun vågnede op i Odense, var det hele som et eventyr med fine, små drys, der lagde sig fint ned og kom duvende ned fra himlen og gjorde alting så godt.
Er man til Sissel og den høje, flotte, enestående stemme, hun besidder, så gik man ikke forgæves. Det skal hun have. Hun har stadig en stemme, der kan få isblokke til at smelte og forene kontinenter.

Sissel som man forventede
Vi kender jo Sissel for sin skønsang, som hun har udøvet i årtier.  Denne gang havde hun samlet et band og et kor fra såvel Norge som USA og England og formåede ind imellem skønsangen at lade disse helt fantastiske og meget særlige musikere fylde på scenen. DET var topprofessionelt. Og de skulle have fyldt meget mere.
Sissel lod den egentlige koncert vare så lidt som fem kvarter plus ekstranumre. Det var synd. Det meste af koncerten fyldtes salen nemlig med den Sissel-stemme, vi kender, den reneste og smukkeste vokal, man kan forestille sig. Det var hende, der var stjernen, det var ingen i tvivl om.
Lejlighedsvis, og kun lejlighedsvis, lod hun koret synge. Enten alene eller sammen med hende.
Det kunne nok få et bifald frem, så man mærkede, at her var der tale om nogle helt særlige korsangere, som har sunget med nogle af verdens mest kendte musikere som f.eks. Wayne Hernandez med sin lækre stetson, der har sunget med Tina Turner, Madonne og Yusuf Islam, og sangerinden Phebe Edwards, der har sunget sammen med Rod Stewart, Westlife, Adele, Donna Summer, James Brown og mange, mange flere.
En stjernespækket besætning der nok kunne have tålt en helt egen afdeling. Og et orkester, et band der havde totalt styr på tonerne. Et band i superklasse.

. . . .Og så lidt til

Det var modigt af Sissel at gå nye veje og forsøge at peppe juleshowet op med noget mere funky, groovy, lidt frækt og næsten avantgarde. Det var flot af hende, og så tilgiver man hende gerne nogle halvtomme vittigheder og meget indstuderede vink og fagter til publikum, som hun har gjort det mange, mange gange før.
Der var vist ikke overladt meget til spontanitet lige her.
Dér, hvor showet virkeligt flyttede sig var, da hun sang SAMMEN med de topprofessionelle musikere fra udlandet. Her levede hun, og her kom ensemblet langt ud over scenekanten.
Her sprællede de sammen med os publikummer, og her oplevede vi en Sissel, der kan langt mere end skønsang, Glade Jul og Nu tændes tusind Julelys, som vi naturligvis også fik.
Halvanden times show eller lidt mindre, det er nu altså for lidt at byde os. Det ville det måske ikke have været, hvis der havde været lidt mere skæg og ballade. Men Sissel stod for solidt placeret i sin røde henholdsvis sorte kjole. Og lidt for meget solidt placeret i den trygge fortid, vi kender hende så godt i.
Næste gang, så vil vi gerne kunne mærke, at du kan endnu mere, Sissel. Så vil det være rigtig, rigtig godt gået.
Men hold op hvor kan hun dog stadig synge. Imponerende.

 

Na

Placido Domingo og hans søn i Odense – en oplevelse for livet

Placido og søn Placido og søn2

Anmeldt af Finn Byrgesen
Fotos:  Fotograf Kent Rasmussen Odense.
Arrangør: CC-JVB

Der findes gode oplevelser fra mange af musikverdenens scener.
Så er der de rigtigt gode performances.
Så er der de der sublime stunder, hvor man må knibe sig i armen for at forstå, at man er i live og oplever en musiceren og en musikalsk optræden, der skyller publikum væk, vælter salen totalt, efterlader en i målløshed og synes at komme fra det hinsides.

Og er der de ganske få atomare giga-oplevelser; very outstanding og very, very few in a lifetime, hvor man fyldes op af taknemmelighed over at måtte svømme så absolut ind i en anden verden, glemme tid, glemme sted, hvor man ufortrødent have hvert eneste milisekund med af alt, hvad der sker på scenen, og hvor alt andet bliver til småting ikke bare i de timer, koncerten varer, men også i lange tider herefter.

Sådan var det at opleve verdenstenoren Placido Domingo i Odense fredag den 24. november.
Gåsehud på armene, festklædte mennesker, forventningsfuld stemning, stående ovationer, dejlige, dejlige toner fra et meget bredt repertoire spændende over nogle af operaens allerstørste og kendteste stykker som Nemico della patria, Je veux vivre og Mira, d´acerbe lagrime til det mere løsslupne og vidunderlige operette-repertoire som Die Lustige Witwe, West side Story og My fair Lady. Fra Rossini, Verdi og Tchaikowsky til Lehár, Rodgers og Loewe. Samt meget, meget mere.
Og så den enorme glæde over  at se far og søn optræde sammen i John Denvers udødelige Perhaps Love.

Jamen større bliver det ganske enkelt ikke.

Så rørende, bevægende, så nært og tæt, langt, langt ind under huden. En oplevelse vi vil fortælle om til vores børn og børnebørn på en måde, så de også husker Placido lang tid efter, at han sikkert om ikke så mange år vil være stedt til hvile på de evige af himlens noder.

Det var universelt. Månen kom ned. Vi gjorde DET sammen.
Og det er en af nøglerne til verdensstjernens helt unikke placering i musiklivet. At han elsker at gøre ting SAMMEN med nogle, og at han ikke er for fin til noget, at han udover sit helt overjordiske musikalske talent og sin enestående stemmepragt er jordnær, sød, rar, bevægende. En elskelig og elsket personlighed.
Lad os lige dvæle ved det.

50 års jubilæum
i Odense

Det at gøre ting SAMMEN med sit publikum og SAMMEN med folk, er blevet bekræftet igen og igen kloden over. Senest netop her i Odense i den kølige tid i november 2017, hvor tenoren og hans følge i dagene op til koncerten i Sparekassen Fyns Arena havde slået sig ned på Hotel Grand. Et af de absolut meget ærværdige hoteller i Odense.
I timen op til koncerten mødte vi så i arenaens foyer et norsk par, der havde taget turen fra Bergen for at opleve operaens Konge.
Tidligere på dagen havde de været ude at kigge lidt på Odense by. Så var de blevet sultne og besluttede sig for tilfældigt at spise frokost på Hotel Grands restaurant.
Og hvem sad lige pludselig dér ved et andet bord og spiste?
Ja, korrekt. Det var Placido Domingo og hans to sopraner, Micaêla Oeste og Evgenye Muraveva.
Nordmændene fik et af deres livs overraskelser. Og helt store oplevelser.
Undskyld hr. Domingo, min kone er sådan en stor beundrer af Dem, jeg kan se, De sidder og spiser, men MÅ jeg ikke nok have lov at tage et billede af Dem og hende med min mobil.

Off course you may.  Og så rejste den aldrende tenor sig og lod sig forevige til et stort, stort, stort og for vort norske par lykkeligt øjeblik, der, som de fortalte os, var HELE rejsen værd. HELE rejsen.

Episoden siger ALT om Domingo. Ikke alverdens koncerter, ikke de store, store priser, ikke de flotte udnævnelser og ikke de berømte dirigentstokke i hånden kan opveje, at han øjeblikkeligt rejser sig, når nogen fra hans abnorme gruppe af tilhængere vil ham noget.
Så er han der. Så er han der for dem. Og med dem.
Han arbejder ikke FOR sit publikum. Han arbejder med dem. Og det tror vi er forklaringen på stjernens uudslukkelighed. Gennem nu 50 år.

Han debuterede nemlig for nøjagtigt 50 år siden som professionel med sin mor i Mérida i Yucatán i Mexico, hvor han sang baryton i Manuel Fernández Caballeros zarzuela, Gigantes y cabezudos.
Resten er historie, som man siger. Og lad så den tale for sig selv. Og lad os  her ære og skønne på, at vi fortsat et halvt århundrede senere har Placido Domingo iblandt os, som i en alder af 76 år med en helt uimodståelig og formidabel stemmepragt er i stand til at tryllebinde et publikum, der aldrig nogensinde vil slippe ham.
Placido vil for altid have en plads i vore hjerter.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

The King of Opera, en uudslukkelig verdensstjerne, blev akkommpagneret af Odense Symfoniorkester, der blev dirigeret af den verdensberømte Eugene Kohn, og formåede at understøtte Placido med en formidabel præstation.

 

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Placido kan ALT med den stemme, fra operaens allerstørste partier, til det mere charmerende og løsslupne i ballader og operette. Fra Perhaps Love til Verdi.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Placido valgte altså at fejre 50-året for sin professionelle debut i Odense. Han debuterede i 1957 i sine forældres trup ved en optræden i Mexico og medvirkede ivrigt også i den første, mexicanske opførelse af My Fair Lady. Både som rolleindehaver og dirigent.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Micaëla Oesta sang duet med Placido i Franz Lehars Lippen schweigen fra Die Lustige Witwe. En pragtpræstation der høstede aftenens første brusende og meget store bifald. Stemmerne fik nærmest trommehinderne til at vibrere og var på et tidspunkt lige ved at at få dem til at gøre ondt på en god måde.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Evgenya Muraveva var den anden meget dygtige sopran på scenen. Hun sang bl.a.
Lisa´s Aria fra Tschaikowskys Picqe Dame samt Puccinis Vissi d´arte fra Tosca og duet med Placido i Bernsteins Tonight fra West Side Story.

 

 

Århus-musikken kom aldrig ud over Vejles scenekant

 

Made_in_Aarhus_1170x680

 

 

Det er et ganske bemærkelsesværdigt arbejde, Vejle Musikteater laver for at give borgerne kulturelle og musikalske oplevelser. Alle genrer bliver afprøvet, store og små navne hentet hjem, og hvor gør det godt at se, det flotte teater danner rammerne om alle vifter af industriens enorme bredde. Det kan ikke fremhæves nok. Holdet på teatret fortjener stor ros.
Vi var så til teaterkoncert lørdag den 18. november for at høre de gode, gamle klassikere, altsammen musik af Århus-kunstnere, som på forskellig vis er blevet enten landeplager eller tæt på.
Dén forestilling faldt altså ikke i vores smag. Standardmæssigt ligger den et pænt stykke under, hvad man må kunne forvente af en teaterkoncert.
Hvad vi egentlig skal med forestillingen, det grubler vi stadig lidt over. . . .
Handlingen er tyndere end et stykke nodepapir, de medvirkendes påklædning ikke  meget mere end en end krøllet t-shirt og et par cowboybukser, og koreografi og opsætning er så kedelig og enkel, at man sagtens kunne være festtøj og farver foruden , hvis altså forestillingen på andre måder nåede ud over scenekanten.
Det gør den så desværre ikke.
Med undtagelse af et par numre nærmer den sig ikke engang.
Sangene er hakket i stykker på en underlig måde, som lydmæssigt i hvert fald lørdag specielt i begyndelsen af koncerten mundede ud i for lidt nuancering i stemmer og musik, så man havde meget svært ved at opfange ordene.
Vi blev præsenteret for 40 klassikere fra Århus, fra Steffen Brandt, over Tina Dickow til bl.a. Thomas Helmig og Peter A.G.
Navne der har gjort sit til at sætte den musikalske scene i Århus og fået byens kompositioner og musikliv på Danmarkskortet.
Og nok til under andre omstændigheder sikkert at kunne få Vejle Teater til at gynge og huje og klappe.
Nuvel, vi var  velopdragne og klappede artigt med undervejs og specielt omkring de store klassikere og kvitterede med et ordentligt bifald til samtlige medvirkende til slut -, som man nu skal.
Men ind under huden kom forestillingen ikke. Musikerne kan virkelig spille, det skal siges, og sangernes stemmebånd fejler heller ikke noget.  Et par sjove indslag med rekvisitter som et par toiletter, de medvirkende satte sig på, skiller sig også ud som morsomme påfund.

Men der mangler DET, the X-factor, the feeling, engagementet.
Det var en aften i byen, og arrangementet skal teatret have tak for. Der er store begivenheder, og der er mindre begivenheder i løbet af sæsonen, og sådan skal det være. Teatret er jo blot en afspejling af det levende liv, som vi oplever det.

 

50 år er det siden, at verdensstjernen Placido Domingo havde sin debut. Og nu efter dette halve århundrede kommer han til Odense. Kan det blive større. Fredag den 24. november klokken 20.00 står han på scenen i Sparekassen Fyns Arena, og der kan stadig købes billetter her.
J
amen, KAN det blive større. . . . ???
Placido er i operaens verden navnet over dem alle. Ingen har som han indflydelse i denne del af musikgenren. Ingen har som han rejst verden rundt og været en absolut eye-opener for folk, der vaklede i, om man skulle vælge opera eller operette som foretrukkent.  Ingen har på mere charmerende vis besat roller i de største operapartier, og har noget optrådt næsten 4.000 gange i løbet af karrieren?
Placido er fyldt 75, men han er stadig helt helt på toppen og trækker fulde og meget begejstrede huse verden over. Derfor er www.seniorbloggen.dk med ved ringside den 24. november, hvor det er lykkedes de særdeles aktive Culture Club & JVB Live at få den spanske tenor til landet til en garanteret uforlignelig aften.

 

 

Bog, hæftet 1967 af Jens Rasmussen

 

Jens Rasmussen
1967 – summer of love
314 sider
Tiderne Skifter

 

Vi vil have dem til at glemme hverdagen og til at sætte en anden i stedet, nemlig den hverdag, de går og drømmer om. En dag man vågner op til med glæde, en dag man selv er 100 procent herre over.
Nok et af de væsentlige budskaber, her manifisteret af den dengang kendte gruppe, The Beefeaters, der opførte adskillige psykedeliske rockshows på Bakken i København.l
Trips med stofferne, musikken, kærligheden osv. osv. skulle udvide folks bevidsthed og mere og mere tage magten i eget liv.
Som alternativ til en konventionel, konform, på forhånd udstukket tilværelse.
1967 var året hvor blomsterne over store dele af verden og i særdeleshed i visse miljøer hang lavt i stedet for grå skyer, der blot var et led i ensretningen og udnyttelsen af folket.
København var med på bølgen, ligesom London og San Fransisco.
Der er ikke meget, som skete på musikscenerne, som ikke er med i bogen her.
Fra side 1 til side 300 vrimler det med navne på de musikere, der var en del af det store 1967-show. Fra Jefferson Airplane til Grateful Dead. Fra Ken Keasey til Allan Ginsberg. Fra Thøger Olesen til poppladet Børge. Fra Brøndby Pop Klub til Helle Helmann. Der næsten er en gennemgående figur i bogen, lige lovlig meget måske.  Fra hippi-bevægelsen til den konkrete modstad mod Vietnamkrigen. Fra Velvet Underground til Beatles. (Hvor John Lennon iøvrigt et sted bliver nænt som en der fik gravet sig op fra sin depression. Spøjst). Fra Doors, til Birds og Buffalo Springfield. The Who, Hendrix, Janis Joplin, Montery Pop, Pink Floyd. En skøn sammenblanding af ting, som rigtig mange kæmpede for, altsammen ingredienser til en bedre og friere verden. Andre lukkede øjnene, eller anede ikke noget nyt var på vej. Andre igen kæmpede bare imod.
Analyser og historiens bagkloge lys fortæller os nu, at meget af det, der skete dengang i 1967, den bløde og den alternative og den stofledsagede musik med deraf følgende fordømmelser fra det bestående samfund og alle razziaerne og anholdelser; det var banebrydende og en del af årsagen til, at vi idag har et samfund, der er anderledes frit og fritænkende end for de nu 40 år siden.
Jens Rasmussen har foretaget en enestående research til bogen. Den har vi godt af at læse. For den er i navne og begivenheder udkrystalliseret netop på en måde, der giver os indtryk af, hvor dejligt, det hele var, og hvor kaotisk det hele var. Kaos før orden, siger man. Årstallet 1967 står for mange printet i bevidstheden, hvor det hele startede. IKKE 1968 med sit ungdomsoprør og diverse demonstrationer. Næ 1967 der løb foran alting.
Og hvordan og hvorfor; det er lykkedes forfatteren at få godt ned på papiret.

Andres Rieu fejrede 30-års jubilæum i Herning

 

Rieu 1

3. juni 1987 øvede den nuværende verdensstjerne for første gang med sit Johann Strauss Orchestra. Dengang havde  de ikke råd til øvelokaler. Så Andres Rieu måtte gå til sine børns skoleinspektør og høre, om de måtte låne et lokale på skolen. Det måtte de gerne. Hvad skoleinspektøren glemte at fortælle dem var, at der ikke var varme på skolen. Så Rieus kone måtte komme over med varm suppe. Det må have været en ganske kold juni-dag dengang.
Resten er nu historie.
Vi fik den fra scenen af Rieu selv her 30 år senere i Herning, hvor han med selvsamme orkester i Boxen fejrede sit 30-års jubilæum den 3. juni 2017.
Vi kunne nu godt have tænkt os lidt mere direkte violinspil fra stjerneviollonisten. Taget i betragtning, at han spiller på en flere hundrede år gammel Stradivarius, ja så var det altså lige lovlig lidt, vi fik at høre, hvad han rent faktisk formår solo.
Til gengæld er han en superprofessionel showmand, der er helt dedikeret til, at publikum skal have en musikalsk og visuel oplevelse, hvilket han står 100 procent bag. Han er rygraden i et orkester, som flittigt formår at fylde den ene store hal efter den anden, endda samme sted i Herning gang på gang, hvilket da også gjorde, at mellem seks og syv tusinde mennesker havde fundet vej til Boxen.

Hvad nu hvis . . . . 

På baggrund af de alvorlige hændelser i Manchester og andre steder skulle alle publikummer kropsvisiteres. Det kunne man nu have gjort betydeligt bedre. I hvert fald slap vi efter fem sekunder igennem med en flaske vand, som lige så godt kunne have været nitroglycerin eller andet guf til bombefremstilling.
Det er let nok for politikere og andre at sige, at vi ikke skal lade os styre af terroren. Man skal ikke lade sig kue men være opmærksom. Tja. Det er jo nok ganske rigtigt. Men det sidder altså i baghovedet hver eneste gang, man går til koncert eller store fælles oplevelser. Hvor er den nærmeste udgang? Hvordan kommer vi ud hurtigere end 7.000 andre? Har vi noget med vi kan forsvare os med, om nogen vil angribe? Kan jeg smide min samlever op på ryggen og bære hende over stok og sten i en fart, hvis alt går galt?
Nå, til musikken.

Han liver os gevaldigt op . . . 
Vi var trætte i bilen på vejen mod Herning. Men vi må erkende, at en showmand som Andres Rieu formår at live os op. Ærefrygt er vel det bedste ord, vi kan tildele manden. Et menneske der i den grad med sin violin, sin ansigtsmimik og sit orkester kan holde en hel verdens klassiske musikelskere i sin hule hånd -, i selskab med ham har man en fornemmelse af, at intet kan gå galt.
Det kan det da heller ikke.
Vi slugte hvert et ord, hver en tone, der blev præsteret fra scenen.

Platin Tenors

De tre tenorer var en international sammensætning fra henholdsvis Tasmanien, Ungarn og Frankrig

Med sig havde han bl.a. The Platin Tenors, trioen fra henholdsvis Tasmanien, Ungarn og Frankrig, der foran et bjergtagende landskab og italienske kulisser synger underskønne serenader og får os til at glemme alt om krig, terrormål og hverdagens trængsler. Hvilket nøjagtigt er Andres Rieus mål. Som han gang på gang signalerer og fortæller fra scenen: Musikken binder os sammen. Send jeres børn i kor.
Hvordan man bærer sig ad med at have et  konfliktfrit samarbejde gennem 30 år?? Ved at bruge humoren.
-I øvelokalet, på hotellerne, i barerne, verden over, har vi det sjovt, sjovt, sjovt.
Og det kan man så tage med sig hjem i dagligdagen. Hvordan overlever man et parforhold, der nu og da kan mangle lidt kulør: Ved at bruge humoren. Eller en arbejdsplads hvor rutinen har indfundet sig: Brug humor.

For kort pause

Humor skulle der da også til, da pausen efter vores mening var alt for kort, og at det virkede som om, det store orkester gerne ville hjem i seng lidt for hurtigt.  Endnu næsten før vi kunne nå at købe en drink i den enorme trængsel foran Boxens bar, ringede det ind til 2. halvleg.
Rieu var på scenen igen og lod resten af publikummerne spille på plads til tonerne af River Kwai, mens en publikummer med to ølkrus i hånden blev blæst op på storskærm, og Rieu  parodierede med en særlig gang, at folk fra Herning var temmelig langsomme.
Ikke helt så charmerende som mange andre dele af showet må vi sige . . .
Utroligt charmerende var det f.eks., at Rieu delte salen op i sopraner, alter, basser og superbasser og pædagogisk støttende fortalte os, at det var vi rigtigt gode til, og at vi kom med på en CD fra de bedste koncerter over hele verden.
Nok noget han siger netop over hele verden, men det tog kegler . . .
Charmerende var det også, at orkestret, mens bagtæppet viste billeder af Den lille Havfrue, spillede Det var en lørdag aften, og at vi nu så kunne istemme med de røster, han havde tildelt os.
Rigtig godt gået.
Et af medlemmerne, der for 30 år siden øvede med Johann Strauss Orchestra var med i år, som han nu ofte er. Det var Frederik, lad os kalde ham det. Og hans ansigtsmimik og kropsattituder er et nærmere studie værd, ligesom hans påfund med at lægge et spillekort under bordet, så det ikke vipper, det er humor på højt niveau, selv om man kan sige, at indslaget virkede temmelig langt i forhold til den kun ene time, første afdeling varede.
Vi kom vidt omkring på den flotte aften i selskab med Rieu. Fra Lehar, til Les Misérables, underskønne Strauss og Ravels Bolero.
Rieu fortalte, at han altid vælger sine solister med hjertet.
Ved udvælgelsen af solisterne må vi så sige, at han ikke altid har lyttet rigtig, rigtig godt efter sit hjerte hver eneste gang. Men lad det nu ligge. En totaloplevelse fik vi. God musikalsk underholdning. En verdensmand med sin violin og en god fortolker af rigtig dejlig musik.

Niels Olsen og Szhirley hev Queen-musicalen hjem

Queen

Stående klapsalver, gåsehud der rejste sig på armene, rockbas og trommer der gik  ind og hev i hjertet og gennembankede sjælen. Sådan var det, da Queen-musicalen We Will Rock You gæstede Danmark. Vel at mærke med en dansk besætning.
Og så er det, at det retfærdigvis skal siges, at nogle simpelthen bare brænder mere igennem end andre. Og at det denne gang var multitalentet Niels Olsen og folkekære Szhirley, der fik os til at tage hjem fra gik Boxen i Herning med den totale følelse af, at det her, det var godt nok alle pengene værd og til en vist grad værd at køre efter.
For det var det jo okay, som man nu siger i Jylland.
Alle gjorde deres bedste. Det gjorde de altså. Og så kan man ikke forlange mere.
Musikken eller teaterkoncerten, om man vil, gik naturligvis rent ind, for det var de gamle Queen-hits, som den efterhånden klassiske musical af Ben Eton og Queen serverede med dansk besætning.
De hits og den musik bliver aldrig for slidt for os i senioralderen til at gå rent hjem.
Teaterkoncert kalder vi det lidt, fordi handlingen ikke er forfærdelig meget værd at skrive hjem om og mest og alt minder om en søgt forklaring på at få lov at aflevere de store hits.
Joey Moe, Niels Olsen, Szhirley, Kristine Yde, Anders R. Gjesing, Christoffer Brodersen og Nellie Ettison. Og en ordentlig flok musikere og en ordentlig flok dansere.
Så skulle der være serveret.
Og:
Man skal altid passe på med at sammenligne. Og man skal sige alting på en pæn måde. Koreagrafien var fin nok. Men den var ikke super-super-professionel. Synkroniseringen af bevægelserne hos danserne og udøverne var ikke i  den überklasse, vi kender fra udlandet. Her skal alting være på brøkdele af milimeter uden gran af udsving. Flot var det i Lady Ga ga. Ikke til internationalt u.g. Men flot var det. Andre steder haltede det for det trænede øje. Det er ikke helt i orden.
Til gengæld var der så mange andre del-elementer i musicalen, der fik os til at trække på smilebåndet ud over at nyde festen og den gode musik. Oversætteren Lars Hortshøj har været i mere end det muntre hjørne, og det siger ikke så lidt, mens han legede med fordanskningen.
Flot arbejde han har skabt med utallige henvisninger til den danske musikscene.
Overordnet set er det svært for os at blive helt grebet i 1. akt, mens man i 2. akt føler sig helt vågen, inspireret og er godt med.
Flere af skuepillerne nåede simpelthen ikke nok ikke ud over rampen. Hvilede ikke helt nok i sig selv til at få spillet til at fungere frit og frejdigt og helt naturligt.
Synd for spillet, synd for de der bliver afkrævet den sang og musik sammen med et talent. Hvor talentet altså ikke helt rækker til både at spille og synge. Og sammenspille og sammensynge.
Ingen nævnt, ingen glemt her. Det bliver for meget. Blot endnu en gang: Det er Niels Olsen og Szhirley, som hiver det hele hjem, og som man husker for de særlige præstationer.

 

Fantastiske Spamalot i Vejle – og nu til Holstebro

 

Spamalot - verdens måske sjoveste hit-musical!

Det var med et særdeles lokalt islæt, vi fik os en ordentlig en på grineren søndag eftermiddag i Vejle. Den verdenskendte musical med den superdanske besætning havde besluttet, at vi skulle have rørt lattermusklerne. Det fik vi gjort, og det blev med den lokale lady Katrine, som intetanende medvirkede til at finde den hellige gral til Kong Arthur, at vi gik fra teatret med en lokal oplevelse rigere. Det vil det blive talt meget om i tiden fremover i Vejle.

Lady Katrine var en af publikummerne, der sad på en af de forreste rækker. Og det var under hendes sæde, man fandt den hellige gral, som man sådan havde lidt efter.

På den måde viste de danske Pytons, at man til hele salens morskab forstod at inddrage den lokale by, hvor man naturligvis også vidste rummede Jensens Bøfhus. Og så er det lige, man tænker, om det er her, skuespillerne har finpudset deres roller ind mellem forestillingerne i Vejle.
Spamalot-besætningen klarede deres opgave til u.g. med bolle og slange. Musikken var i top, danserne var i top, og skuespillernes præstation var fyldt med vidunderligt engagement. Man mærkede, at den berømte Monty Python-humor var fordansket; humoren havde holdet gjort til deres egen.

Traditionen tro kunne man næsten sige, er det som om, at 1. akt, foregår i lidt mere langsom stil. Og at aktet lægger op til 2. afdeling efter pausen, som er så fyldt med sang, dans, skuespil, humor og livsglæde, at der virkelig er noget at se frem til for de, der endnu ikke har set Spamelot.

Vi, der for længe siden voksede op med den totalt gakkede Monty Python-humor, har noget at glæde sig til. Når nu Spamalot har gået sin sejrsgang i København, lagde de succesrige skuespillere og komikere vejen forbi Vejle den 10.-14. maj. Turen er nu kommet til Holstebro, hvor du kan bestille billetter her.

SPAMALOT bygger på filmen om ’Monty Python og de skøre riddere fra 1975, og er et fantastisk mix af sang, dans og musik, herunder  de klassiske Monty Python-hits  Always Look on the Bright Side of Life, Knights of the Round Table og Brave Sir Robin – for slet ikke at tale om ikke Monty Python and the Holy Grail, som herligheden er bygget på.

Alene at se de mennesker i deres kostumer er i hvert fald nok til at fremprovokere mine lattermuskler en ordentlig omgang. Nu glæder vi os til at se opsætningen på Vejle Teater. Forestillingen spiller i øvrigt senere i Hostebro, hvortil man kan bestille billetter her.

 

Tilbage til Vejle og lady Katrine og Arthur. (Opdatering mandag eftermiddag).

DE MEDVIRKENDE ER

Kong Arthur – Stig Rossen
Sir Lancelot – Martin Brygmann
Sir Robin – Lars Hjortshøj
Sir Bedevere – Linda P
Sir Galahad – Kenneth M. Christensen
Prins Herbert – Pelle Emil Hebsgaard
Lady of the Lake – Xenia Lach Nielsen

Varighed: 2 timer og 20 min. inkl. pause

 

 

 

Der er et halvt år til, mindst, men:

Sissel synger julen ind i Odense

 

 

Der var magi i luften på Abba-aftenen i Kolding

  • THE-SHOW_ARENANORD

 

Flot show. Magi i luften. Hvilket engagement. 9 stjerner ud af 10.
Mere er der egentlig ikke at sige.
Og det gør vi så alligevel.
Det fortjener det flotte ensemble.
Det var en fantastisk aften i Sydbank Arena tirsdag 2. april, da Culture Club havde arrangeret det store Tribute to Abba-show, som har dækket det meste af landet i de forløbne uger.
Og mange lande i de forløbne år.
Når man ind imellem er træt af sit arbejde og bare ikke gider at smile og at lave noget i det hele taget og slet ikke gider stå op om morgenen for at tjene penge, – så skal man bare tænke på hin aften i Kolding.
Så ser man, hvordan det kan gøres -, at viljen, glæden og engagementet bærer det igennem, der har været tjansen i rigtig lang tid.

Helt vildt godt
Lyden skulle lige lære Sydbank Arena at kende. Eller omvendt. Det gik der halvdelen af første nummer, People need love, med, så var det på plads. Den flotte strygersektion hørte vi lidt for lidt til i løbet af showet. Bas og trommer hørte vi til gengæld rigeligt.
Her kunne en afbalancering havet været lidt påkrævet.
Det er så til gengæld også det eneste, der kunne trække ned på en aften, som vil blive husket i lange tider. Hvor stemmerne klædte hinanden og sang smukt op til hinanden, hvor kostumerne var Abba´ske, som vi kender dem, hvor alle de kendte sange blev fremført i en grad så smittende og professionelt, og hvor vi gik derfra med en følelse af wow manner, at et band kan have så megen livsglæde og professionalisme i sig, at vi ikke alene føler os hensat til halvfjerdserne. Men hvor der også blev plads til, at solister, kor og det berømmede orkester kunne finde deres egne ben i sange og kompositioner, der forlængst er blevet evergreens.
Da Abbas egen saxofonist fra dengang, det hele var hot, kom på scenen, da var der magi i luften. Sådan på sin egen stille måde. Han blev præsenteret nærmest som et vidunder fra forrige århundrede. Hvilket vi så må sige, at han også er. Som den mand, Ulf Andersson, dog kan spille. Naturligvis fuldt ud på højde med sine yngre kolleger kunne han ene mand spille den store arena op, og minsandten om han hen langs med showet ikke også spillede duet med en anden saxofonist og spillede op til og med de to Abba-piger, så det var en fryd, og hvor vi for alvor blev kastet en tur ned af Memory Lane, da han spillede det nummer, han bl.a. var med til i Abba-tiden, I do I do I do I do. Man hører, det er hans hjertebarn.

Publikum var med
fra først til sidst

Abba-pigerne i Kolding i form af Katja Nord og Camilla Dahlin var enormt gode til at få publikum med til at hoppe og svaje og danse. Og synge med så det var en fryd på Fernando, hvor teksten blev gengivet på bagtæppet, så alle kunne se, og op at stå til Dancing Queen skulle salen også.
Bevægelserne, intoneringen, udseendet og som nævnt kostumerne var lige i Abbas ånd og var på sættervis med til at give The Show – A Tribute to Abba – en plads, når historien om koncerterne i Kolding skal skrives.
Og rigtigt rørende blev det, da aftenens udgave af Agnetha Fältskog tog en publikummer i hånden og sang The Winner Takes It All direkte til ham.
Sagde nogen gåsehud på armene?
I hvert fald uforglemmeligt.
Imponerende. I skrivende stund kan vi ikke komme i tanker om ét eneste af de store hits fra for 40-45 år siden, der ikke blev leveret for fuld udblæsning.
Abba-showet er blevet kaldt den bedste og flotteste udgave af Abba siden Abba selv.
Ganske fortjent.
Stemning, fest, nostalgi, genhør og livsglæde. Hvor havde vi glædet os. Og hvor blev vi glædet.

 

 

 

 

Hansi Hinterseer holder Open Air-koncert i Lunden i Horsens

Klik på billedet og gå direkte til billetbestilling:

Hansi_Bergsinfonie_CD

Og mens vi er ved det, så er det lige så stor en nyhed og glæde for nogle, når Rolling Stones kommer forbi, som det er for andre, når Hansi Hinterseer kommer på besøg i Danmark. Den legendariske Frank Panduro fra Horsens har glædet hele landet ved at skaffe meget, meget store navne til byen og sætte Horsens på Danmarkskortet. Også i denne sæson byder Horsens and Friends på et meget bredt repertoire. Fra State Prison Motorcycle Festival til Rammstein. Fra Linje 3 til Hansi Hinterseer. Den østrigske sanger har i den grad genereret sin berømmelse ved at holde meget roste Open Air koncerter i sin hjemby, Kitsbühel, hvor han bliver fløjet ind i helikopter til stor glæde for sine fans. At det kunne være en fornøjelse, om Frank Panduro lejer en helikopter, når Hansi med Tiroler Echo gæster Lunden og holder Open Air-koncert 2. september, det er helt sikkert og vil kunne være prikken oven i Hansi´s I. Sådan er det ikke sikkert, det går, og han kan bestemt også underholde uden. Vi oplevede ham på scenen til dansktop-showet den 17. marts i Boxen i Herning, hvor han gav nogle få numre, så taget løftede sig. Hvad der venter os den 2. september, det er helt sikkert noget, der nærmest kan få træerne i lunden til at knejse og springe ud påny. Det sjove ved Frank Panduro og vennernes brede udvalg af musik er, at jeg er til meget af det. Og spænder netop lige fra Rolling Stones, hvor jeg for år tilbage i Horsens stod i 1. række og kiggede lige op i Mick Jaggers plomber, mens han gav Satisfaction for fuld udblæsning. Og så er jeg også vild med tysk schlagermusik og især Hansi, som jeg missede i Hamburg sidste år, hvor jeg var på selve hotellet, hvor han optrådte på min 60-års fødselsdag den 7. marts. I år håber jeg at kunne opleve ham i Lunden. Så skal jeg nok skrive en, tør jeg godt love allerede nu, fantastisk anmeldelse om den livsglæde og det engagement kunstneren skaber omkring sig.

 

Lad mig herefter beskrive et et show i det nye Odeon i Odense, jeg så fornylig.
Det var en fantastisk musical om Elvis Presley og hans liv.
Når jeg vælger at nævne den artikel først, er det fordi han har haft enorm betydning for mit eget liv.

Du kan læse om showet ved at klikke på billedet nedenunder.
elvis_02

Her blot igen – velkommen til www.seniorbloggen.dk -; jeg håber, du får gavn og glæde af at følge bloggens udvikling og kan bruge de forskellige indlæg i din hverdag. Og vil du have en nyhedsmail, når der kommer opdateringer, så sender du indtaster du bare navn og e-mail her:

Name
Email *

 

En tanke om "Hej – og velkommen til www.seniorbloggen.dk"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *