Det begyndte, da jeg fyldte 60. Det var en morgen, hvor jeg stod op. Jeg tænkte, at det var da pudsigt, så meget og så længe jeg skulle strække mig. Den der velbehagelige følelse af at strække kroppen godt igennem. Åh åh åh hvor er det da dejligt at strække sig. Armene godt over hovedet. Og helt op på tæerne. Velværelyde. Jeg kunne simpelthen ikke komme videre og ud og finde tøjet, før jeg have strukket kroppen ekstra meget igennem. Hvis jeg var gået videre uden at lytte til min krop, så var det helt sikkert blevet en dårligt dag. Det gentog sig næste morgen. Og næste og næste. Så var det, det slog mig, at jeg nok var kommet i senioralderen. Og de var helt ok. Jeg lagde mærke til, at det blev svære at klare trapperne uden, at jeg blev forpustet. Jeg kunne heller ikke bare løbe efter bussen eller toget som tidligere. Det blev en lidt større anstrengelse at komme ud af bilen. Pokkers også tænkte jeg. Nu er det, at jeg skal til at træne og holde mig dobbelt så meget i form for at holde mig halvt så godt som for bare et år siden. Og jeg har ikke ligget på den lade side de seneste mange år, hvad angår træning. Jeg cykler vel 10 km om dagen, løber flere gange om ugen og har en stor have et passe. Alligevel har det ikke været nok til at holde gigten fra døren. Mine fingre er nemlig også blevet lidt mere krogede med årene, så meget at folk jeg kender bemærker det. Og jeg har måttet lægge min elskede guitar på hylden. Jeg kan simpelthen ikke tage grebene mere. Tja, sådan går livet. Kender du det??? Giv mig en kommentar.