Har du venskaber, du kun holder fast i, fordi det nu er praktisk?
Har du venskaber, du kun holder fast i, fordi her er tale om ungdomsvenner?
Føler du, at dine venner har svigtet dig -, men du holder alligevel fast?
Er du oprigtigt glad, rigtig glad og lykkelig, for alle dine venner?
Ville du turde lade din partner gå i byen med din bedste ven?
Vil du betale regningen for en ven, hvis du kan se, det kniber?
Vil du hente en pakke på posthuset for naboen, der er på ferie, så den ikke ryger retur?
Ringer du til dine venner på vedkommendes fødselsdag?
Holder du fast i en ven, selv om vedkommende er blevet forelsket, og DET kommer først?
Har du nogensinde talt nedsættende eller ydmygende om en af dine venner?
Fortæller du, hvis du synes, din ven er ved at foretage et forkert partnervalg?

De seneste mange år har jeg været meget selektiv med mit valg af venner.

Det var jeg ikke i mine unge dage.
Da skulle jeg have venner for at have venner.
Set i bakspejlet var det meget stressende.
At sørge for at være sammen med folk for at være sammen med folk.
Som set i bakspejlet næppe ville stå op for en, hvis noget gik skævt.
Undervejs lærte jeg, hvad venskab var.
Det var nemlig lige nøjagtigt det, jeg selv sendte ud. . . .
Var jeg villig til en kold vinterdag at rykke ud for at reparere en vens tag?
Var jeg villig til at passe nogle af mine venners børn. Børn jeg ikke brød mig om?
Kunne jeg holde på en dyb, dyb hemmelighed fra en af mine kolleger.
Jeg måtte se mig selv i spejlet.
Spørge mig selv om en hel masse af disse ting.
Svaret var ofte nej.
Og når jeg ikke kunne tilbyde godt venskab, kunne jeg så forlange et?
Næ, det kunne jeg ikke.
Selv her mange år senere må jeg ind imellem finde det helt store spørgsmål frem.
Er jeg en god ven?

Vil jeg rykke ud en sen onsdag aften, hvor jeg skal op næste dag, for at fixe kammeratens computer?
Vil jeg stå op og køre folk til lufthavnen klokken tre om natten?
Vil jeg køre ud og købe ind for mine venner. Lave mad til dem, hvis de blev syge. Eller bare havde brug for det???
Er der altid en sofa eller et værelse til en ven, der har brug for det?
Er jeg jeg virkelig dybt inderst inde rigtigt begejstret for de, jeg kalder venner?
Er jeg oprigtigt interesseret i mine venners ve og vel?
Ved mine såkaldte venner mere eller mindre nøjagtigt, hvad jeg tjener?
Kan jeg mine venners telefonnummer udenad?
Må min bedste ven læse mine sms´er?
Øh . . .
Sådanne spørgsmål er det nødvendigt at stille mig selv.
Også for at få fod på, hvordan jeg gebærder mig i relationer.
Ikke bare slår naboens græs, når de er på ferie.
Ikke bare tager en tilbudsvare med hjem til mine venner, når jeg alligevel er i Silvan.
Ikke bare hænger en lampe op, når det nu lige passer mig.
Næh, at jeg står til rådighed døgnet rundt. Og rykker ud. At jeg kan mærke det ikke bliver udnyttet. Men værdsat.

Sådanne egenskaber satser jeg på at udvikle i mig selv.
Når folk spørger, hvordan man får gode venner som senior. Bliv selv en rigtig god ven.
Så kommer resten af sig selv.
Som i resten af livets forhold:
Vi får det, vi sender ud.

Lige pludselig opdagede jeg, at jeg ikke kunne spille guitar mere. Fingrene var simpelthen blevet for stive til at kunne tage grebene. Jeg har altid holdt meget af at spille guitar. Haft den med på kurser. Underholdt i fester og i forsamlinger. Det var slut nu. Træls. Jeg var ellers rigtig skrap på en guitar. Kunne spille alle de gode gamle. Har en god stemme, så jeg var god til at holde stemningen i vejret og svinge over fra Elvis til Stones og til Keld og Hilda, så alle kunne være med.

Jeg måtte indse, at det var slut nu. I hvert fald i den form. Klaveret og keyboarden ligeledes. Jeg kunne simpelthen ikke flytte fingrene hurtigt nok.

Og min elskede elektriske guitar. Den fik jeg aldrig rigtig op at køre. Jeg havde den med ud på et par spillejobs, og det var det. Heldigvis har jeg da minderne og nogle gode billeder af den. I skal også se den. Den er her.  Jeg solgte den. Egentlig ville jeg gerne have haft den idag som et smukt minde. Min Jonna sagde også, jeg skulle lade være at sælge den. Men jeg ville bare af med den. Øv.

Det var der jo så ikke noget at gøre ved. I stedet røg min ældste og akustiske guitar på loftet til mit elektriske tog, der også er pensioneret, og så kastede jeg mig over andre interesser.

Jeg løber, jeg mediterer, jeg tager på udstillinger med min Jonna, på weekendophold, læser bøger. Sådan går livet jo. Alt har sin tid. Alting har en ende.

Det var nu guitaren, der trofast har fulgt mig i 35 år, der var første tegn på, at gigten var ved at holde sit indtog.

Nu skulle jeg til at stå længere om morgenen og strække mig. Så får lige lige pludselig ondt i skulderen. Så kan jeg ikke gå ind og specielt ud af en bil, så hurtigt, som jeg gerne vil.

Jeg er vild med at læse bøger. Specielt biografier. Levnedsbeskrivelser med og af rigtige mennesker. Folk der har villet noget for andre. Skabt virksomheder eller produkter eller platforme, hvor de udøvede deres virke til gavn og glæde for andre. Eller folk der skriver om, hvordan man kan få det bedste ud af livet. Jeg ved ikke, hvor mange bøger, jeg har læst gennem årene. Men på min bogblog kan du læse omkring tusind anmeldelser af dem, jeg har været igennem. Bloggen hedder http://www.bogsyn.dk. God læselyst.

Det begyndte, da jeg fyldte 60. Det var en morgen, hvor jeg stod op. Jeg tænkte, at det var da pudsigt, så meget og så længe jeg skulle strække mig. Den der velbehagelige følelse af at strække kroppen godt igennem. Åh åh åh hvor er det da dejligt at strække sig. Armene godt over hovedet. Og helt op på tæerne. Velværelyde. Jeg kunne simpelthen ikke komme videre og ud og finde tøjet, før jeg have strukket kroppen ekstra meget igennem. Hvis jeg var gået videre uden at lytte til min krop, så var det helt sikkert blevet en dårligt dag. Det gentog sig næste morgen. Og næste og næste. Så var det, det slog mig, at jeg nok var kommet i senioralderen. Og de var helt ok. Jeg lagde mærke til, at det blev svære at klare trapperne uden, at jeg blev forpustet. Jeg kunne heller ikke bare løbe efter bussen eller toget som tidligere. Det blev en lidt større anstrengelse at komme ud af bilen. Pokkers også tænkte jeg. Nu er det, at jeg skal til at træne og holde mig dobbelt så meget i form for at holde mig halvt så godt som for bare et år siden. Og jeg har ikke ligget på den lade side de seneste mange år, hvad angår træning. Jeg cykler vel 10 km om dagen, løber flere gange om ugen og har en stor have et passe. Alligevel har det ikke været nok til at holde gigten fra døren. Mine fingre er nemlig også blevet lidt mere krogede med årene, så meget at folk jeg kender bemærker det. Og jeg har måttet lægge min elskede guitar på hylden. Jeg kan simpelthen ikke tage grebene mere. Tja, sådan går livet. Kender du det??? Giv mig en kommentar.