Det er så træls, når vi ikke kan finde ud af det med dine- og mine børn.
Lidt mere træls bliver det, når vi ikke kan finde ud af det med dine-og-mine-børnebørn.
For så skal vi Ikke alene og igenkonfronteres med smerten over, at vi dengang for år tilbage ikke kunne finde ud af det med hinandens børn og parforholdet – måske endda med vore egne børn.

Det hele fra dengang bliver på den måde blæst op pån
Vi skal også nu så mange år senere føle smerten over, at vi i så høj en alder heller ikke kan finde ud af det med børnene. Egne og hinandens og måske begge hold.
Jeg har ofte stillet mig spørgsmålet om, hvorfor det dog er så svært.
Jeg tror, det handler om,  at vi slet og ret ikke kan acceptere hinanden og rumme hinandens forskelligheder. (Som  dybt set bunder i, at vi ikke har 100 procent fred med os selv).

Hvor ER det ærgerligt.
At vi ikke lader hinanden  være i fred med de forskelligheder, vi har og nuancerer vores indstilling til det at være menneske.
Og at vi dermed heller ikke kan rumme den andens børn, som ser ud til at være meget forskellige fra vores egen værdier og holdning til, hvordan børn skal være.
Og ditto børnebørn.
Det er en del af den menneskelige natur, desværre.
Vi kan spille et pænt spil til en vis grænse. Tolerere på skrømt.
Men så heller ikke længere.
Er det ikke rigtigt?
Man skal være heldig, hvis man hele vejen rundt ser, at nysammensatte par eller folk dybest set kan acceptere hinanden og også hinandens børn, børnebørn og forskelligheder.
Hvad vi kan gøre ved det?
Den evige gåde?
Jeg ved ikke, om jeg har løst gåden.
Men jeg selv er nået et stykke ved at finde ud af at arbejde med mig selv.
Det er ikke altid, jeg har succes med det.
Men jeg tror, det er den eneste vej frem.
Følelser er irrationelle.
Derfor er det nogle gange to skridt frem og et tilbage.
Hvor træls og irriterende når man lige troede, man havde formlen.
Men hvor glædeligt og lykkeligt, når man opdager, at ens indre proces alligevel har båret frugt.
Overskud indeni, meditation, lave forventninger til omgivelserne.
Det kan bringe en et langt stykke, har jeg fundet ud af.
Så skidt dog med at ikke alt er, som man måske helst så det.
Måske man endda kan lære noget af andres forskellighed.
Det kan være drønirriterende.
Men det er livets grundvilkår.
At skal man have relationer med andre, så må man acceptere forskelligheden.
Mest af alt forskelligheden i en selv.
Det er jo dér, det hele begynder.