Da jeg selv havde småbørn, fortalte jeg godnathistorier om Dimpe og Dumpe.
To elefantunger fra Afrika, som rejste verden rundt og oplevede ting.
Mine to drenge var vilde med de historier.
De var fri fantasi.
Jeg skulle fortælle de historier hver aften.
En dag var vi i cirkus.
Her mødte vi to rigtige elefanter.
Her besluttede jeg, at nu synes jeg, at elefanthistorierne havde haft sin tid.
Så jeg sagde til ungerne, at nu var Dimpe og Dumpe blevet store, og at de nu stod i manegen og gjorde gavn på anden måde. Så ikke flere historier om Dimpe og Dumpe.
Vildt oprør.
DET måtte jeg ikke. Mine drenge blev ulykkelige.
Der var ingen vej uden om.
Jeg måtte på den igen.
Så der kom flere Dimpe- og Dumpe-historier.
Men ind imellem havde min fantasi trange vilkår:
Så var det jeg kom på at fortælle historier fra min egen barndom.
Det blev et hit af de store.
Det fik mig til at tænke på, at der ligger en skatkiste af historier og gamle minder gemt i alle forældre og bedsteforældre. Og at børnene og nu senere børnebørnene elsker at høre om, hvordan vi oplevede verden, da vi var små.
At det er en uvurderlig gave til børnene, og at det skaber cyklus og ro i en ellers for os selv og dem ofte stresset hverdag at kunne forholde sig til realiteter, til noget der virkelig er sket.
Og det er alt, lige fra dengang, vi selv i en leg fik skrabet knæet og til dengang, mormor begravede morfar levende i sand . . .
Eller fortællingen om dengang, morfar kørte med sporvogn, der var sådan en gul en, som fik strøm fra en ledning, at man kunne købe salmiakstænger for en 10-øre, og at mælk var noget, vi fik på brune flasker.
Idag kunne jeg godt have brugt at være kommet på den idé endnu tidligere, mens mine børn var små.
Jeg tror nemlig ikke, at man kan komme tidligt nok igang med at fortælle vores historier om dengang, vi selv var små. Børnebørnene elsker at se vores eget engagement i, at vi nærmest kommer til at genopleve vores egen barndom på ny.
Børn har også et vist identifikations-, model- og sammenligningsbehov, og det kan skabe stor tryghed og forståelse for barnet at vide, at også farfar har prøvet, at der ikke var nogen, som kunne lide en i børnehaven, og at det gjorde ham ked af det. Eller at mod syntes, det var sjovt at springe ned fra store højder på legepladsen.
Endelig vil historier fra dengang, vi bedsteforældre var små, kunne bidrage til at skabe en større sammenhæng for barnet omkring forholdet til eksistensen, arven og generationerne – og være med til at imødegå dagens ofte måske lidt uheldige familiestrukturer, hvor familierne flytter fra by til by, og ingen efterhånden ved, hvor man kommer fra uden at tænke grundigt over det.
Jeg oplevede, at hver gang, jeg fortalte børnene en ting fra min barndom, blev de nysgerrige og spurgte lidt mere ind til det. Jeg fortalte, og de spurgte lidt mere. Nå, sagde jeg og kiggede på godnatklokken. Nu skal vi have en Dimpe og Dumpe-historie.
Hvor tåbelig kan man være.
Her sad mine børn og spiste min egen barndomshistorie af min hånd. Mens jeg spiste dem af med Dimpe og Dumpe. Bevares, det VAR en god historie og ER det stadig. Jeg kommer nok også engang til at fortælle den for mine børnebørn. . . .Måske . . .
Men at fortælle om sig selv, det tror jeg egentlig er nummer et.
Kontakten mellem forældre og børn (børnebørn) vil blive styrket, ligesom tilliden fra barnet over, at mor og far “udleverer” sig selv, vil vokse.
Man skal være forberedt på, at børnene måske på ubelejlige tidspunkter igen og igen vil fortælle, at man jo selv har fortalt, at man ikke ville ud i regnvejr, at man kun drak mælk, hvis man fik slik bagefter og andre ting, man måske i sit samvær med børnebørnene helst ikke vil konfronteres med.
De “frække”  historier kan dog være gode at fortælle, idet de jo er en del af livet, og man slår bestemt intet i stykker ved at lade børnebørnene forstå, at man selv var en temmelig besværlig en . . .
Det er i hverdagen, eventyret ligger. Det er i hverdagens oplevelser, vi lærer noget om livet, om os selv og forholdet til andre. Og det er i beretningerne om for længe siden, vi kan give noget af meningen med tilværelsen, dens cyklus, sammenhæng og rodnet, videre til vores børn og børnebørn.