Jeg kører meget i tog. Jeg sidder altid og kigger. Ud af vinduet. I et tilfældigt blad. Eller på mine medpassagerer. Rigtigt mange bruger tiden på at kigge i mobilen. Eller computeren. De arbejder, holder sig opdateret eller modtager beskeder.

Forleden kom jeg til at sidde ved samme bord som en får og hans 3-4-årige datter. De var virkeligt sammen. Det var en stor glæde for mig at se dem sammen.

Faderens mobil lå på bordet. Og det blev den ved med i de 40 minutter, jeg sad sammen med  dem.

Far var så meget sammen med sin datter. Jeg kan ikke huske at have set noget lignende i mange år.

De pjattede. Grinte. Hun sagde, det gjorde ondt. Hvor spurgte far. I øjet sagde hun. Er du træt, spurgte far. Lidt svarede datter. Så kom her. Så blev hun gemt bag fars frakke. Det var nu lidt kedeligt. Så hun satte sig nærmere vinduet. Bagved sad får og lavede fagter med hånden. Dem kunne hun se i vinduet. Hun grinte som en flækket træsko. Sådan blev de ved i lang tid.

Med at være sammen. Med at lave sjov. Med at have det godt sammen.

Fars mobil lå stadig på bordet. Jeg tror ikke, han skænkede den en tanke. Nu var han sammen med sin datter.

Det synes jeg var en berigelse at se. At far var sammen med sin lille pige uden overhovedet at sende et blik på mobilen.

Det lærte jeg noget af. Jeg forsøger at bruge den oplevelse i mit daglige liv. Ved at forsøge at være, hvor jeg er. Det mindsker min stress, tror jeg. Og det at være til stede sammen med dem, jeg nu er sammen med uden at tænke på alt muligt andet. Det er næsten det samme som at give mig selv en dejlig gave.