Lige pludselig opdagede jeg, at jeg ikke kunne spille guitar mere. Fingrene var simpelthen blevet for stive til at kunne tage grebene. Jeg har altid holdt meget af at spille guitar. Haft den med på kurser. Underholdt i fester og i forsamlinger. Det var slut nu. Træls. Jeg var ellers rigtig skrap på en guitar. Kunne spille alle de gode gamle. Har en god stemme, så jeg var god til at holde stemningen i vejret og svinge over fra Elvis til Stones og til Keld og Hilda, så alle kunne være med.

Jeg måtte indse, at det var slut nu. I hvert fald i den form. Klaveret og keyboarden ligeledes. Jeg kunne simpelthen ikke flytte fingrene hurtigt nok.

Og min elskede elektriske guitar. Den fik jeg aldrig rigtig op at køre. Jeg havde den med ud på et par spillejobs, og det var det. Heldigvis har jeg da minderne og nogle gode billeder af den. I skal også se den. Den er her.  Jeg solgte den. Egentlig ville jeg gerne have haft den idag som et smukt minde. Min Jonna sagde også, jeg skulle lade være at sælge den. Men jeg ville bare af med den. Øv.

Det var der jo så ikke noget at gøre ved. I stedet røg min ældste og akustiske guitar på loftet til mit elektriske tog, der også er pensioneret, og så kastede jeg mig over andre interesser.

Jeg løber, jeg mediterer, jeg tager på udstillinger med min Jonna, på weekendophold, læser bøger. Sådan går livet jo. Alt har sin tid. Alting har en ende.

Det var nu guitaren, der trofast har fulgt mig i 35 år, der var første tegn på, at gigten var ved at holde sit indtog.

Nu skulle jeg til at stå længere om morgenen og strække mig. Så får lige lige pludselig ondt i skulderen. Så kan jeg ikke gå ind og specielt ud af en bil, så hurtigt, som jeg gerne vil.