Der er nogle ganske få ting, jeg fortryder i mit liv.
De er for private til, at jeg tør offentliggøre dem her.
Så er der nogle ting, jeg gerne ville have gjort anderledes.
Og så er der de ting, hvor det kunne være spændende at PRØVE noget andet.
Det er noget underligt noget det der med at fortryde.
For egentlig kan jeg da ikke tillade mig at fortryde noget.
Sådan tænker jeg nogle gange.
Jeg gjorde jo det, jeg gjorde dengang, fordi jeg var i stand til det.
Måske var jeg i stand til andet også.
Men jeg havde det, jeg gjorde, som valgmulighed, og DET valg stod stærkere end andet.
Og fordi jeg valgte ud fra de forudsætninger, jeg havde på det tidspunkt.
At bebrejde mig selv tjener intet andet formål end at fastholde mig selv i lidelse og smerte.
Og at tænke på, hvorfor jeg valgte som jeg gjorde . . . .Tja, hvad kan jeg bruge det til. . . .
MEN:
Ser jeg tilbage på mit liv, kunne det have været spændende at eksperimentere med at KUNNE valgt anderledes.
Jeg må tilstå, at jeg idag gerne ville havet være en større del af menneskers tillid.
Jeg har lejlighedsvis en energi, som gør, at mange troede på mig og åbnede op for mig.
Ofte folk i ledende positioner, der mente, de så et talent i mig.
På redaktioner. I kirker. I erhvervslivet. I udlandet.
Som ung, som mere moden.
“Vi skal da noget sammen”, sagde de.
Og viste mig tillid uden at kende mig.
Det var da stærke kort at have på hånden.
Men jeg skyndte mig væk fra dem.
Jeg var nok lidt bange for ikke at kunne slå til.
Og leve op til den tillid de viste mig.
Det var da et sted ærgerligt, kan jeg godt tænke idag.
Men tænk hvis jeg nu ikke var så god, som de troede.
Hvad ville de så ikke tænke om mig.
Ville jeg så ende med at blive hånt for mine manglende talenter.
Eller blokeret mig i at ville gå mine egne veje.
Jeg ved det ikke.
Jeg føler bare, at jeg har svigtet nogen undervejs i livet.
Det er ikke en rar følelse.
Dybest set handler det jo nok om, at jeg har svigtet mig selv.
Og ikke undt mig selv nogle fede oplevelser.
Det kan godt være smertefuldt at tænke på, at man ikke fik afprøvet andre muligheder.
Hvordan ville det være gået? Hvis man havde mødt andre? Rejst andre steder hen? Taget andre uddannelser? Vidst noget mere.
Jovist, og jeg tror, man skal fordybe sig i dette spørgsmål en gang imellem. Tillade sig at have en smule medlidenhed med sig selv over ikke at have nået mere. Ikke gå for meget ned i det. Men åbne op overfor, at visse talenter, ja de er altså spildte.
Hvis ikke man tillader at anerkende sorgen over, at der var nogle ting, man ikke nåede og gøre sig det bevidst, så tror jeg, at følelsen altid vil sidde og nage en og bitterhed titte frem i ny og næ.
F.eks. har jeg en stærk stemme. Jeg kunne være blevet en rigtig god sanger, hvis det var stemmen alene, der havde indflydelse. Jeg har en meget dyb, lækker basklang. Jeg kan lyde som en vigtig mand med autoritet, og jeg kan lyde som en rigtig gadedreng med høj fistelstemme.
Så hvis stemmen bestemte alene, ja så var jeg blevet en god sanger idag.
Men tålmodigheden var der ikke. Energien var der ikke. Jeg gik til sang i nogle år af nogle omgange. For at få plejet min stemme. Men det rakte ikke. Jeg havde ikke tålmodighed til at øve mig nok. Til at finpudse og prøve igen og igen.
Altså blev jeg aldrig mere end en nogenlunde ok sanger.
Der er ikke noget at gøre ved det. Sådan gik det. Og er et billede på, at ét talent mod lykken er ikke nok.
Har du også en historie at fortælle om de her. Så skriv den endelig.