Kan dine børn lide dig? Kommer de på besøg?
Føler du, at de passer på dig og drager omsorg for dig? Synes du dybest set og inderst inde, at du skal efterlade dem alt, hvad du ejer og har, og møjsommeligt har sparet op gennem livet?
Er det grimt og kynisk at tænke disse tanker.
Det synes jeg ikke, at det er.
Lad os nu se realistisk på det og sige pænt, at dine voksne børn måske ikke helt opfører sig overfor dig, som du forventer eller har behov for.
Det kan du jo så heller ikke automatisk forvente.
Du har jo i årevis opdraget dem til at forsøge at være selvstændige og tage ansvar ikk´. Så er der vel ikke noget at sige til, at de virkelig af al magt forsøger at blive det. Og måske oven i købet møder en, som de forelsker sig i, og som trækker dem (endnu længere væk) fra dig og bekræfter dem i, at ham far eller hende mor, hende behøver vi da ikke at ringe til så tit.
Dine børn er således ikke KUN dine børn.
De har deres eget liv nu, de har helt deres egne behov og deres egen sjæl. De er ikke DIN eller JERES ejendom eller på nogen måde jeres forlængede arm. I gav dem livet, og de gav jer deres barndom. De tilhører nu helt sig selv, verden og fremtiden.
Jeres børn er sønner og døtre af livet selv, af storheden i universet. Husk at selv om de ind imellem er sammen med jer i og måske var det meget i deres barndom og ungdom, og at I havde og måske endda er heldige stadig at have glæde af hinanden, så tilhører de jer ikke.
I HAR kun jeres børn til låns. Og husk også at dit liv eller din sjæl ikke bliver mindre, fordi dine børn drager afsted og søger at opfylde helt deres egne behov og opdager, hvad de selv længes efter.
Det er en stor styrke at kunne sige farvel til sine børn. Lev vel. Kommer de tilbage til dig og vil have dig i deres liv, som du er, så er det sikkert helt ok for dig. Men kræv det ikke. Du må sætte dem helt fri. Vender de tilbage, er det fordi, de gerne vil dig. Flyver de ud og fylder sig op i en anden verden og vælger nogle helt andre veje, end du står for og kan acceptere, ja så har du gjort et godt stykke arbejde alligevel. For de er et sted derude og bidrager til verden på deres måde.
Er du så alligevel ked af, at du ikke ser mere til dine børn og måske børnebørn?
Oven i de tanker og den smerte, du skal igennem for helt eller delvist at sige farvel til det, der var, behøver du altså ikke også at skulle lide den tort, at de kun kommer, hvis de er nede, eller hvis de skal have penge, og at din formue langsomt bliver udhulet, fordi de misbruger din kærlighed.
Det må du gerne gøre i første omgang dig selv klart.
Og dernæst på forskellige direkte og indirekte måder kan du lade dem det vide.
Eller også bare lade dem opdage det, når du engang har forladt jordens overflade.
Du må gerne fortælle dem, at der ligger nogle penge og venter. Men også at du føler, at det er rigtigt, at man skal yde for at nyde, og det godt kan være, det lyder hårdt, men du vil have en god og tryg og glad alderdom med dine børn. Så vanker der ved kasse et.
Sådan sagt helt på din egen måde.
Hvis de ikke er med på den, og føler, det er for koldt, jamen fair nok.
Så kommer de måske ikke.
Eller når de kommer, så er de ikke rigtigt glade.
Eller har en skjult dagsorden.
Måske de er fyldt med undskyldninger.
Ja, måske deres liv bare er et helt andet end dit.
Måske gik det så bare ikke med børnene, som du ønskede.
https://shop.osho.com/en/books/osho-talks/the-book-of-children
Du har givet dem det, du formåede i deres barndom og ungdom.
Ingen grund til at give dem penge med, hvis du har det skidt med det, eller hvis du på forhånd ser, de bliver brugt til tant og fjas eller nærmest måske bare kommer som en selvfølge.
Tvangsarven kommer du ikke udenom, medmindre de giver arveafkald. Og hvis der altså er noget at arve. Sagt på en anden måde:
Hvis dine børn arver, så er der en eller to eller tre, der bliver glade. Eller en eller to eller tre, der bliver kede af det og vrede og bitre, fordi en eller to eller tre af dem nu ligger i bitter indbyrdes strid om, hvem der var der mest på dine sidste dage.
Det cirkus kan du undgå ved i tide at have oprettet en fond og i fundatsen skrive, at du har lyst til at gøre i hundredevis af mennesker glade ved at opdele din formue i såkaldte legatportioner og hvert år lade fonden uddele mindre portioner til mennesker, hvor de falder på et noget mere tørt sted end hos dine børn.
Eller ved i tide at testamentere det hele væk til godgørende formål.
Du er altså ikke forpligtiget til at give dine børn pengene, selv om det er dine børn.
I denne test kan du måske komme lidt nærmere sandheden om, hvorvidt du føler, dine børn uden videre skal have dine penge. Du kender nok sandheden dybt inderst inde. Og gør du det, ja så hopper du bare over resten her. Men hvis du er blevet lidt nysgerrig på emnet, så læs videre. Og prøv lige testen her, selv om den altså kan være noget provokerende. For nogle MEGET provokerende.
På en skala fra 0-10:
- Føler du, at du ser dine børn nok?
- Føler du, at dine børn VIRKELIG vil dig i deres liv?
- Hvor ofte låner dine børn penge af dig uden at betale tilbage?
- Føler du dig elsket af dine børn?
- Kan I snakke om alt?
- Inviterer dine børn dig til sammenkomster eller ture?
- Føler du dig skyldig overfor dine børn?
- Taler du nogle gange lidt dårligt om dine børn?
- Har du nogle gange behov for at tale med nogen om dit forhold til dine børn?
- Kan du lide dine børn dér, hvor de er i deres liv lige nu?
- Tror du, at dine børn kan lide dig, som du er. Betingelsesløst.