Hvilke venner kan man satse på som senior

 

Har du venskaber, du kun holder fast i, fordi det nu er praktisk?
Har du venskaber, du kun holder fast i, fordi her er tale om ungdomsvenner?
Føler du, at dine venner har svigtet dig -, men du holder alligevel fast?
Er du oprigtigt glad, rigtig glad og lykkelig, for alle dine venner?
Ville du turde lade din partner gå i byen med din bedste ven?
Vil du betale regningen for en ven, hvis du kan se, det kniber?
Vil du hente en pakke på posthuset for naboen, der er på ferie, så den ikke ryger retur?
Ringer du til dine venner på vedkommendes fødselsdag?
Holder du fast i en ven, selv om vedkommende er blevet forelsket, og DET kommer først?
Har du nogensinde talt nedsættende eller ydmygende om en af dine venner?
Fortæller du, hvis du synes, din ven er ved at foretage et forkert partnervalg?

 

De seneste mange år har jeg været meget selektiv med mit valg af venner.

Det var jeg ikke i mine unge dage.
Da skulle jeg have venner for at have venner.
Set i bakspejlet var det meget stressende.
At sørge for at være sammen med folk for at være sammen med folk.
Som set i bakspejlet næppe ville stå op for en, hvis noget gik skævt.
Undervejs lærte jeg, hvad venskab var.
Det var nemlig lige nøjagtigt det, jeg selv sendte ud. . . .
Var jeg villig til en kold vinterdag at rykke ud for at reparere en vens tag?
Var jeg villig til at passe nogle af mine venners børn. Børn jeg ikke brød mig om?
Kunne jeg holde på en dyb, dyb hemmelighed fra en af mine kolleger.
Jeg måtte se mig selv i spejlet.
Spørge mig selv om en hel masse af disse ting.
Svaret var ofte nej.
Og når jeg ikke kunne tilbyde godt venskab, kunne jeg så forlange et?
Næ, det kunne jeg ikke.
Selv her mange år senere må jeg ind imellem finde det helt store spørgsmål frem.
Er jeg en god ven?

Vil jeg rykke ud en sen onsdag aften, hvor jeg skal op næste dag, for at fixe kammeratens computer?
Vil jeg stå op og køre folk til lufthavnen klokken tre om natten?
Vil jeg køre ud og købe ind for mine venner. Lave mad til dem, hvis de blev syge. Eller bare havde brug for det???
Er der altid en sofa eller et værelse til en ven, der har brug for det?
Er jeg jeg virkelig dybt inderst inde rigtigt begejstret for de, jeg kalder venner?
Er jeg oprigtigt interesseret i mine venners ve og vel?
Ved mine såkaldte venner mere eller mindre nøjagtigt, hvad jeg tjener?
Kan jeg mine venners telefonnummer udenad?
Må min bedste ven læse mine sms´er?
Øh . . .
Sådanne spørgsmål er det nødvendigt at stille mig selv.
Også for at få fod på, hvordan jeg gebærder mig i relationer.
Ikke bare slår naboens græs, når de er på ferie.
Ikke bare tager en tilbudsvare med hjem til mine venner, når jeg alligevel er i Silvan.
Ikke bare hænger en lampe op, når det nu lige passer mig.
Næh, at jeg står til rådighed døgnet rundt. Og rykker ud. At jeg kan mærke det ikke bliver udnyttet. Men værdsat.

Sådanne egenskaber satser jeg på at udvikle i mig selv.
Når folk spørger, hvordan man får gode venner som senior. Bliv selv en rigtig god ven.
Så kommer resten af sig selv.
Som i resten af livets forhold:
Vi får det, vi sender ud.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *