Elvis the Musical i Musikhuset:

Sublimt. Etisk elegance. Hjerteskærende mindeparadis.
Superlativerne er ikke store nok til at dække det show vi oplevede med Elvis torsdag.
Musikhuset i Århus kunne præsentere  Elvis The Musical med Grahame Patrick i hovedrollen. Og minsandten også en af Elvis Presleys oprindelige korsangere. Ed Enoch hedder han og var hovedkraften og superbassen i The Stamps Quartet, som turnerede med legenden i halvfjerdserne.
DET skulle vi opleve.

Det var i Memphis hos producer Sam Philips, det hele startede i halvtredserne
Elvis the Musical turnerer rundt i det nordlige Europa og høster det ene bifald efter det andet. Om de medvirkendes indsats kan vi kun sige, at den går fra første øjeblik lige ind i hertekulen. Eller næsten første øjeblik. Elvis begynder med at komme på scenen og synge My Way i sit Hawaii-kostume. Den kender vi jo til hudløshed og er nok lidt overflødig at putte ind her, selv om man forstår symbolikken.
Musik ind i sjælen
Det er derimod i Memphis, Tennesse, det hele starter og efter My Way ser vi studiet, Sam Philips, hans sekretær, og så kommer den purunge Elvis forbi og vil indsynge My Happinness. Det gør han så godt og overbevisende, at vi blandt publikum bliver rykket i sjælen og ført tilbage i historien og virkelig foran os oplever en mand, der i den grad om end ikke har ændret musikhistorien så har haft en kæmpeindflydelse på den specielt i de første år af hans karriere.
Vi får alle de store hits fra dengang. Alt det der var med til at få unge over hele verden til at gå amok og finde fred og glæde ved at lade deres følelser leve ud gennem musikken. Når nu Elvis kunne gå amok, så kunne vi andre vel også . .
Sådan blev det, og resten er historie.

Det var hos Sam Philips i Sun-studierne i Memhis, det hele begyndte

Grahame Patrick lægger et eget vers ind i Love me Tender, man kan vel improvisere, vi får fortalt, at How Great Thou Art er det af Elvis´ største hits, hvilket nu ikke helt passer. Nummeret er et af de største GOSPEL-hits. Nummeret bliver da også i en gospel-sektion sunget, så man næsten bliver åndeløs eller åndrig alt efter temperament. Herhjemme er nummeret i kirkelige kredse kendt som O Store Gud og bliver leveret af Grahame og The Stamps, så man er i himmelen, og hvor det rykker i sjæl og ånd, og man får gåsehud. Selv de barske tordenlyde med trommerne er med.
Grahame forstår at bruge stemmen nøjagtigt som Elvis, hans stemme fraserer vel rigeligt, som The King gjorde, hvilket ikke er nødvendigt, da vi udmærket kan høre, at det der kan han bare.
At kronologien i showet og de medfølgende film på storskærmen ikke helt følger historien, det generer en smule, men når det er sagt, er det til at leve med, fordi helheden er en unik præstation og et vidunderligt samspil mellem musikere og solister.
Når man ser Grahame på scenen synge sammen med en kvinde, så opdager man, at det kunne vi godt have brugt, dengang vi så den rigtige konge på scenen i halvfjerdserne. Også lidt mere af fællessang med kor og backingsangere. Denne spillen-op til hinanden har showet formået at få med, underforstået de kræfter har produktionens ledelse set, at Elvis måtte have i sig. Det forekommer da også ganske naturligt, at den fællesskabsfølelse er medtaget her. Elvis kunne jo trods alt ikke præstere, hvad han formåede at give en hel verden alene, og derfor er det rart at opleve, hvad han OGSÅ var: En glad dreng som elskede at give og elskede at give gennem og til fællesskabet.
Tom Parker er super
En ekstra bonus i musicalen er Tom Parker. Han bliver spillet med al den kynisme og firkantede humor, som man forstår ved en forretningsmand, der forstår at udnytte sit talent (både sit eget og Elvis´) til det yderste. Tom Parker har alle Elvis-fans vel et meget blandet forhold til. Uden Tom Parker havde Elvis jo nok ikke kunnet bibringe verden alt det, han gjorde. Og så er det, man må spørge sig selv. Hvor ville Elvis være uden Tom, og var det ikke bedre, at han havde levet i fred UDEN ham. Osv. Osv.
Men Tom er god og bliver for resten spillet i forskellige variationer, afhængigt af, hvor turneen befinder sig, nemlig af Daniel Neumann, Ian Wood og Alexander Gregor. Vi nåede ikke at opfange, hvem der spillede Tom Parker på den danske turné. Vores fejl. Men rigtig godt gjorde han det.
Hvad mere er der at sige? At Grahame med sin superstemme mod showets sidste minutter igangsatte en til at starte med a capella-version af In The Ghetto, som dog senere i nummeret blev understøttet af musikken.

Så kunne vi til koncertens sidste toner mindes de gamle dage, hvor Elvis var større end alt andet, og hvor det var musikken,næsten, der bar en igennem livet. Lækkert at være på mindernes avenue igen.