3. juni 1987 øvede den nuværende verdensstjerne for første gang med sit Johann Strauss Orchestra. Dengang havde de ikke råd til øvelokaler. Så Andres Rieu måtte gå til sine børns skoleinspektør og høre, om de måtte låne et lokale på skolen. Det måtte de gerne. Hvad skoleinspektøren glemte at fortælle dem var, at der ikke var varme på skolen. Så Rieus kone måtte komme over med varm suppe. Det må have været en ganske kold juni-dag dengang.
Resten er nu historie.
Vi fik den fra scenen af Rieu selv her 30 år senere i Herning, hvor han med selvsamme orkester i Boxen fejrede sit 30-års jubilæum den 3. juni 2017.
Vi kunne nu godt have tænkt os lidt mere direkte violinspil fra stjerneviollonisten. Taget i betragtning, at han spiller på en flere hundrede år gammel Stradivarius, ja så var det altså lige lovlig lidt, vi fik at høre, hvad han rent faktisk formår solo.
Til gengæld er han en superprofessionel showmand, der er helt dedikeret til, at publikum skal have en musikalsk og visuel oplevelse, hvilket han står 100 procent bag. Han er rygraden i et orkester, som flittigt formår at fylde den ene store hal efter den anden, endda samme sted i Herning gang på gang, hvilket da også gjorde, at mellem seks og syv tusinde mennesker havde fundet vej til Boxen.
Hvad nu hvis . . . .
På baggrund af de alvorlige hændelser i Manchester og andre steder skulle alle publikummer kropsvisiteres. Det kunne man nu have gjort betydeligt bedre. I hvert fald slap vi efter fem sekunder igennem med en flaske vand, som lige så godt kunne have været nitroglycerin eller andet guf til bombefremstilling.
Det er let nok for politikere og andre at sige, at vi ikke skal lade os styre af terroren. Man skal ikke lade sig kue men være opmærksom. Tja. Det er jo nok ganske rigtigt. Men det sidder altså i baghovedet hver eneste gang, man går til koncert eller store fælles oplevelser. Hvor er den nærmeste udgang? Hvordan kommer vi ud hurtigere end 7.000 andre? Har vi noget med vi kan forsvare os med, om nogen vil angribe? Kan jeg smide min samlever op på ryggen og bære hende over stok og sten i en fart, hvis alt går galt?
Nå, til musikken.
Han liver os gevaldigt op . . .
Vi var trætte i bilen på vejen mod Herning. Men vi må erkende, at en showmand som Andres Rieu formår at live os op. Ærefrygt er vel det bedste ord, vi kan tildele manden. Et menneske der i den grad med sin violin, sin ansigtsmimik og sit orkester kan holde en hel verdens klassiske musikelskere i sin hule hånd -, i selskab med ham har man en fornemmelse af, at intet kan gå galt.
Det kan det da heller ikke.
Vi slugte hvert et ord, hver en tone, der blev præsteret fra scenen.
De tre tenorer var en international sammensætning fra henholdsvis Tasmanien, Ungarn og Frankrig
Med sig havde han bl.a. The Platin Tenors, trioen fra henholdsvis Tasmanien, Ungarn og Frankrig, der foran et bjergtagende landskab og italienske kulisser synger underskønne serenader og får os til at glemme alt om krig, terrormål og hverdagens trængsler. Hvilket nøjagtigt er Andres Rieus mål. Som han gang på gang signalerer og fortæller fra scenen: Musikken binder os sammen. Send jeres børn i kor.
Hvordan man bærer sig ad med at have et konfliktfrit samarbejde gennem 30 år?? Ved at bruge humoren.
-I øvelokalet, på hotellerne, i barerne, verden over, har vi det sjovt, sjovt, sjovt.
Og det kan man så tage med sig hjem i dagligdagen. Hvordan overlever man et parforhold, der nu og da kan mangle lidt kulør: Ved at bruge humoren. Eller en arbejdsplads hvor rutinen har indfundet sig: Brug humor.
For kort pause
Humor skulle der da også til, da pausen efter vores mening var alt for kort, og at det virkede som om, det store orkester gerne ville hjem i seng lidt for hurtigt. Endnu næsten før vi kunne nå at købe en drink i den enorme trængsel foran Boxens bar, ringede det ind til 2. halvleg.
Rieu var på scenen igen og lod resten af publikummerne spille på plads til tonerne af River Kwai, mens en publikummer med to ølkrus i hånden blev blæst op på storskærm, og Rieu parodierede med en særlig gang, at folk fra Herning var temmelig langsomme.
Ikke helt så charmerende som mange andre dele af showet må vi sige . . .
Utroligt charmerende var det f.eks., at Rieu delte salen op i sopraner, alter, basser og superbasser og pædagogisk støttende fortalte os, at det var vi rigtigt gode til, og at vi kom med på en CD fra de bedste koncerter over hele verden.
Nok noget han siger netop over hele verden, men det tog kegler . . .
Charmerende var det også, at orkestret, mens bagtæppet viste billeder af Den lille Havfrue, spillede Det var en lørdag aften, og at vi nu så kunne istemme med de røster, han havde tildelt os.
Rigtig godt gået.
Et af medlemmerne, der for 30 år siden øvede med Johann Strauss Orchestra var med i år, som han nu ofte er. Det var Frederik, lad os kalde ham det. Og hans ansigtsmimik og kropsattituder er et nærmere studie værd, ligesom hans påfund med at lægge et spillekort under bordet, så det ikke vipper, det er humor på højt niveau, selv om man kan sige, at indslaget virkede temmelig langt i forhold til den kun ene time, første afdeling varede.
Vi kom vidt omkring på den flotte aften i selskab med Rieu. Fra Lehar, til Les Misérables, underskønne Strauss og Ravels Bolero.
Rieu fortalte, at han altid vælger sine solister med hjertet.
Ved udvælgelsen af solisterne må vi så sige, at han ikke altid har lyttet rigtig, rigtig godt efter sit hjerte hver eneste gang. Men lad det nu ligge. En totaloplevelse fik vi. God musikalsk underholdning. En verdensmand med sin violin og en god fortolker af rigtig dejlig musik.