Niels Olsen og Szhirley hev Queen-musicalen hjem

Stående klapsalver, gåsehud der rejste sig på armene, rockbas og trommer der gik  ind og hev i hjertet og gennembankede sjælen. Sådan var det, da Queen-musicalen We Will Rock You gæstede Danmark. Vel at mærke med en dansk besætning.
Og så er det, at det retfærdigvis skal siges, at nogle simpelthen bare brænder mere igennem end andre. Og at det denne gang var multitalentet Niels Olsen og folkekære Szhirley, der fik os til at tage hjem fra gik Boxen i Herning med den totale følelse af, at det her, det var godt nok alle pengene værd og til en vist grad værd at køre efter.
For det var det jo okay, som man nu siger i Jylland.
Alle gjorde deres bedste. Det gjorde de altså. Og så kan man ikke forlange mere.
Musikken eller teaterkoncerten, om man vil, gik naturligvis rent ind, for det var de gamle Queen-hits, som den efterhånden klassiske musical af Ben Eton og Queen serverede med dansk besætning.
De hits og den musik bliver aldrig for slidt for os i senioralderen til at gå rent hjem.
Teaterkoncert kalder vi det lidt, fordi handlingen ikke er forfærdelig meget værd at skrive hjem om og mest og alt minder om en søgt forklaring på at få lov at aflevere de store hits.
Joey Moe, Niels Olsen, Szhirley, Kristine Yde, Anders R. Gjesing, Christoffer Brodersen og Nellie Ettison. Og en ordentlig flok musikere og en ordentlig flok dansere.
Så skulle der være serveret.
Og:
Man skal altid passe på med at sammenligne. Og man skal sige alting på en pæn måde. Koreagrafien var fin nok. Men den var ikke super-super-professionel. Synkroniseringen af bevægelserne hos danserne og udøverne var ikke i  den überklasse, vi kender fra udlandet. Her skal alting være på brøkdele af milimeter uden gran af udsving. Flot var det i Lady Ga ga. Ikke til internationalt u.g. Men flot var det. Andre steder haltede det for det trænede øje. Det er ikke helt i orden.
Til gengæld var der så mange andre del-elementer i musicalen, der fik os til at trække på smilebåndet ud over at nyde festen og den gode musik. Oversætteren Lars Hortshøj har været i mere end det muntre hjørne, og det siger ikke så lidt, mens han legede med fordanskningen.
Flot arbejde han har skabt med utallige henvisninger til den danske musikscene.
Overordnet set er det svært for os at blive helt grebet i 1. akt, mens man i 2. akt føler sig helt vågen, inspireret og er godt med.
Flere af skuepillerne nåede simpelthen ikke nok ikke ud over rampen. Hvilede ikke helt nok i sig selv til at få spillet til at fungere frit og frejdigt og helt naturligt.
Synd for spillet, synd for de der bliver afkrævet den sang og musik sammen med et talent. Hvor talentet altså ikke helt rækker til både at spille og synge. Og sammenspille og sammensynge.
Ingen nævnt, ingen glemt her. Det bliver for meget. Blot endnu en gang: Det er Niels Olsen og Szhirley, som hiver det hele hjem, og som man husker for de særlige præstationer.