Hansi, Horsens and Friends skabte dans og varme
som rører ved ens hjerte i lange tider fremover
Horsens and Friends, må man sige, har i den grad fingeren på pulsen for, hvad der skaber musikalsk og kulturel god stemning og fylder folk med oplevelser, der sætter sig spor i lange tider. Prøv lige at checke deres program ud, Det befriende er, at det altså ikke ser ud til at være hvad som helst, man sætter i scene. Hellere udvalgt og godt end stort og snot . . .
Lørdag den 17. marts havde man arrangeret koncert med schlagerkongen Hansi Hintereseer. DET var ikke kedeligt. Østrigeren har besøgt Danmark et utal af gange og havde valgt at glæde sin store, danske fanskare med endnu et besøg i Horsens.
Manden er professionel til fingerspidserne. Det er hans crew bestemt også og havde besluttet sig for, at vi fra starten på bagtæppet skulle ud i den østrigske natur og i alperne og opleve Hansi både i hans unge dage med de mange skisportsresultater, han hev hjem, og hvordan han stadig frekventerer naturen og bjergene i Østrig og ser ud til at hente sit store overskud, når han skal fremføre sine elskede sange og flotte optrædender.
Hansi stod på scenen to timer uden pause. Med en enkelt omklædning, hvor han kunne hvile sin stemme og lade sit orkester og sine backingsangerinder tage over med Blue Bayou lykkedes det ham at få publikum op at ringe og rigtig mange op foran scenen til dans og hujen, – et sted tæt på stjernen som mange trods hans opfordringer aldrig forlod. Det skal selv Hansi nemlig ikke bestemme, hvis man ønsker at være tæt på sangeren, der har givet én så stor glæde og, ja fristes man til at sige, livskvalitet.
Hansi er nemlig ikke bare sange for en aften. Han er med til at understrege, at det er dejligt at leve. At det er tilladt at være fri og bevæge sig. I naturen og mange andre steder. Danse til livet og give det mening. Ikke bare for de to timer. Hvor det var komplet umuligt at undgå at bevæge sig, danse, fægte med de arme, der endnu en gang kom i vejret til Hansis evergreen, Hände im Himmel. Men også hans energi og evne til at samle og evne til at optræde MED publikum og ikke FOR publikum, det er en egenskab, man kan tage ved lære af, og som kan fornøje og efter evne udvide ens talent til samværet med andre mennesker.
Gennem et kvart århundrede har Hansi fornøjet et enormt publikum med sit show, sin særlige stemme, sit charmerende væsen og sin talentfulde backinggruppe, The Tiroler Echo.
Hans talent er unikt, og det synes som om, han bare kan blive ved og ved og ved.
Hvis man må have lov at ønske sig endnu mere af aftenen, var det lidt større gestus af de gaver, som mange fans gav ham ved scenen. Måske han kunne have rakt hver enkelt i vejret i stedet for bare at lægge dem på scenen, sådan lidt ligegyldigt. Og så lidt flere af de breaks han gav ind imellem som afveksling til det at stå og gå lidt ensformigt med en mikrofon og lire sangene af. Som når han f.eks. satte sig ved et cafebord på scenen og sang til orkestrets piger.
Mere kan man til gengæld ikke forlange. Og så er det, man bliver taknemmelig over, at en sanger og arrangørerne kan skabe så mange gode muligheder for os i livet.
Bravo.