Århus-musikken kom aldrig ud over Vejles scenekant
Det er et ganske bemærkelsesværdigt arbejde, Vejle Musikteater laver for at give borgerne kulturelle og musikalske oplevelser. Alle genrer bliver afprøvet, store og små navne hentet hjem, og hvor gør det godt at se, det flotte teater danner rammerne om alle vifter af industriens enorme bredde. Det kan ikke fremhæves nok. Holdet på teatret fortjener stor ros.
Vi var så til teaterkoncert lørdag den 18. november for at høre de gode, gamle klassikere, altsammen musik af Århus-kunstnere, som på forskellig vis er blevet enten landeplager eller tæt på.
Dén forestilling faldt altså ikke i vores smag. Standardmæssigt ligger den et pænt stykke under, hvad man må kunne forvente af en teaterkoncert.
Hvad vi egentlig skal med forestillingen, det grubler vi stadig lidt over. . . .
Handlingen er tyndere end et stykke nodepapir, de medvirkendes påklædning ikke meget mere end en end krøllet t-shirt og et par cowboybukser, og koreografi og opsætning er så kedelig og enkel, at man sagtens kunne være festtøj og farver foruden , hvis altså forestillingen på andre måder nåede ud over scenekanten.
Det gør den så desværre ikke.
Med undtagelse af et par numre nærmer den sig ikke engang.
Sangene er hakket i stykker på en underlig måde, som lydmæssigt i hvert fald lørdag specielt i begyndelsen af koncerten mundede ud i for lidt nuancering i stemmer og musik, så man havde meget svært ved at opfange ordene.
Vi blev præsenteret for 40 klassikere fra Århus, fra Steffen Brandt, over Tina Dickow til bl.a. Thomas Helmig og Peter A.G.
Navne der har gjort sit til at sætte den musikalske scene i Århus og fået byens kompositioner og musikliv på Danmarkskortet.
Og nok til under andre omstændigheder sikkert at kunne få Vejle Teater til at gynge og huje og klappe.
Nuvel, vi var velopdragne og klappede artigt med undervejs og specielt omkring de store klassikere og kvitterede med et ordentligt bifald til samtlige medvirkende til slut -, som man nu skal.
Men ind under huden kom forestillingen ikke. Musikerne kan virkelig spille, det skal siges, og sangernes stemmebånd fejler heller ikke noget. Et par sjove indslag med rekvisitter som et par toiletter, de medvirkende satte sig på, skiller sig også ud som morsomme påfund.
Men der mangler DET, the X-factor, the feeling, engagementet.
Det var en aften i byen, og arrangementet skal teatret have tak for. Der er store begivenheder, og der er mindre begivenheder i løbet af sæsonen, og sådan skal det være. Teatret er jo blot en afspejling af det levende liv, som vi oplever det.
