Sigurd Barett brød gennem lydmuren i Skyttehuset

Sigurd og gutterne gennembrød
lydmuren i Skyttehuset på Piano Night

 

DET er simpelthen løgn. Det kan IKKE lade sig gøre. Ingen kan spille sådan på et klaver. Utroligt. Fantastisk. Fascinerende. Sådan sad et målløst publikum. Er manden af denne verden?
Jo, det er han så ganske vist.
Ingen tvivl om at Sigurd Barrett trak stikket endeligt hjem den 22. marts, da www.skyttehuset.dk havde arrangeret Piano Night med spisning, kaffe, hygge og et show med pianisterne Esben Just, Martin Jønsson og Sigurd Barett. Der ud fra hver deres måde at håndtere et klaver på bød på den musik, som gennem årene havde betydet noget for dem.
Interessen for Piano Night oversteg langt arrangørernes forventninger. Der var da også SÅ mange mennesker, at mange stod i kø langt ud på pladsen foran indgangen (heldigt det ikke regnede) for at blive tildelt en plads.
Man kunne have ønsket sig, netop fordi det var Piano Night, at der så havde været hyggelig pianomusik under de to timers spisning. Med en sådan omsætning burde det nok have været kunnet klaret med et snuptag i den beskedne ende af tegnebogen. Klokken blev otte, før en af Skyttehusets ejere, Søren Riis, der selv er gammel hyggemusiker, slog tonerne an som velkomst og opvarmning til en munter aften. (Hvilket han nu da også gjorde ganske fint og også takkede publikum for at bakke så fint op om deres arrangementer).

Der er lidt at lære 
Man kunne også have ønsket sig, at opfyldningen på buffeten havde været mere smidig og elegant. Fadene var alt for ofte tomme, og man skulle stå i flere lag for at få lov at få lidt kartofler og sovs ind imellem.
Her er noget at lære.
Men folk så ud til at hygge sig gevaldigt alligevel under maden. Snakken gik lystigt, og der blev også taget godt fra i baren.
SÅ blev klokken som sagt otte, og SÅ skete der virkeligt noget. Skyttehuset blev ikke mere det samme den aften. Musikken fyldte rummet totalt, og var da også lige høj nok til fleres ører. Hvilket der blev gjort lidt unødvendigt sjov med fra scenen. I hvert fald måtte vi henvende os til Martin for at få ham til at skrue en anelse ned. Hvilket blev efterkommet, vist nok efter clearing med dagens absolutte stjerne, Sigurd Barrett.
Først kom Esben Just på og talte en masse om sin baggrund, og hvorfor han havde valgt at spille den type musik, han nu holdt af. Blues og rhytm. Synge kunne han bestemt også.
Martin Jønsson fulgte herefter op med en for lang historie om hans baggrund, og hvorfor han spillede det, han gjorde. Rock så det stod efter, specielt Elton John.
Ingen tvivl om, at de to gutter kan spille. Der er virkelig musik i dem. Men de snakkede for meget og spillede lidt for lidt. De spillede meget, jovist, men der havde været plads til mere.  Og det var jo vel egentlig musikken, vi var kommet for at høre.

Jeg spiller, som jeg har det
DET var Sigurd Barett klar over. Han kom på som den sidste. Og gik blot på med ordene, at nu ville han spille noget, der fortalte, hvordan han havde det.
Og vi skal love for, at han havde DET. Livsglæden, erfaringen, engagementet strømmede ned fra scenen. Vi ved ikke, hvornår og om nogensinde, vi har hørt en pianist så intenst holde publikum i sin hule hånd og ikke bare optræde FOR dem, men også MED dem. Han forstod at udnytte hver en centimeters plads i stemningen i det tætpakkede Skyttehus til med sin særlige ansigtsmimik til at få folk til at overgive sig absolut. At nogen kan lege med fingrene på tangenterne på den måde, som han legede, det overgår vist enhver forstand og vil i lange, lange tider fremover været noget, man taler om.
Høre ham spille en variation over The Entertainer. Ganske formidabelt.
De tre pianister sluttede med en ordentlig gang fælles spil på pianoet, gode gamle Chuck Berrys You Never Can Tell.
Og med stående ovationer blev de tre gutter hyldet som rockstjerner for en aften.
Vi kunne have ønsket os, at de havde givet os nogle prøver på Skyttehusets to, faste flygler. Nu var det et elektronisk klaver hele vejen igennem. Det gør altså en forskel.
Men never mind.

Vi vil i lange tider fremover tale om, hvem det dog var, der fik den mand til byen med de to dubleanter, hvoraf man da også kunne se, at Martin Jønsson var mere end tydeligt imponeret af sin artsfælle ud i det pianistiske. Ja, hvem var det så? Det var Skyttehusets ejere, og det må man lade dem. De er ganske, ganske kvalitetsbevidste. Bare prøv at kigge på deres program såvel på Skyttehuset som på Bredehus, der ejes af de samme mennesker.
Der var nogle fodfejl på den flotte aften den 22. marts. Men de bliver væk i den enorme, musikalske glæde, som de tre gutter viste os, og som var 100 procent værd at vente på.