Flot show. Magi i luften. Hvilket engagement. 9 stjerner ud af 10.
Mere er der egentlig ikke at sige.
Og det gør vi så alligevel.
Det fortjener det flotte ensemble.
Det var en fantastisk aften i Sydbank Arena tirsdag 2. april, da Culture Club havde arrangeret det store Tribute to Abba-show, som har dækket det meste af landet i de forløbne uger.
Og mange lande i de forløbne år.
Når man ind imellem er træt af sit arbejde og bare ikke gider at smile og at lave noget i det hele taget og slet ikke gider stå op om morgenen for at tjene penge, – så skal man bare tænke på hin aften i Kolding.
Så ser man, hvordan det kan gøres -, at viljen, glæden og engagementet bærer det igennem, der har været tjansen i rigtig lang tid.

Helt vildt godt
Lyden skulle lige lære Sydbank Arena at kende. Eller omvendt. Det gik der halvdelen af første nummer, People need love, med, så var det på plads. Den flotte strygersektion hørte vi lidt for lidt til i løbet af showet. Bas og trommer hørte vi til gengæld rigeligt.
Her kunne en afbalancering havet været lidt påkrævet.
Det er så til gengæld også det eneste, der kunne trække ned på en aften, som vil blive husket i lange tider. Hvor stemmerne klædte hinanden og sang smukt op til hinanden, hvor kostumerne var Abba´ske, som vi kender dem, hvor alle de kendte sange blev fremført i en grad så smittende og professionelt, og hvor vi gik derfra med en følelse af wow manner, at et band kan have så megen livsglæde og professionalisme i sig, at vi ikke alene føler os hensat til halvfjerdserne. Men hvor der også blev plads til, at solister, kor og det berømmede orkester kunne finde deres egne ben i sange og kompositioner, der forlængst er blevet evergreens.
Da Abbas egen saxofonist fra dengang, det hele var hot, kom på scenen, da var der magi i luften. Sådan på sin egen stille måde. Han blev præsenteret nærmest som et vidunder fra forrige århundrede. Hvilket vi så må sige, at han også er. Som den mand, Ulf Andersson, dog kan spille. Naturligvis fuldt ud på højde med sine yngre kolleger kunne han ene mand spille den store arena op, og minsandten om han hen langs med showet ikke også spillede duet med en anden saxofonist og spillede op til og med de to Abba-piger, så det var en fryd, og hvor vi for alvor blev kastet en tur ned af Memory Lane, da han spillede det nummer, han bl.a. var med til i Abba-tiden, I do I do I do I do. Man hører, det er hans hjertebarn.

Publikum var med
fra først til sidst

Abba-pigerne i Kolding i form af Katja Nord og Camilla Dahlin var enormt gode til at få publikum med til at hoppe og svaje og danse. Og synge med så det var en fryd på Fernando, hvor teksten blev gengivet på bagtæppet, så alle kunne se, og op at stå til Dancing Queen skulle salen også.
Bevægelserne, intoneringen, udseendet og som nævnt kostumerne var lige i Abbas ånd og var på sættervis med til at give The Show – A Tribute to Abba – en plads, når historien om koncerterne i Kolding skal skrives.
Og rigtigt rørende blev det, da aftenens udgave af Agnetha Fältskog tog en publikummer i hånden og sang The Winner Takes It All direkte til ham.
Sagde nogen gåsehud på armene?
I hvert fald uforglemmeligt.
Imponerende. I skrivende stund kan vi ikke komme i tanker om ét eneste af de store hits fra for 40-45 år siden, der ikke blev leveret for fuld udblæsning.
Abba-showet er blevet kaldt den bedste og flotteste udgave af Abba siden Abba selv.
Ganske fortjent.

Stemning, fest, nostalgi, genhør og livsglæde. Hvor havde vi glædet os. Og hvor blev vi glædet.