Nytårskoncerten blev til et stykke musikhistorie i Vejle

Tenor og konferencier Bo Kristian Jensen og sopran Dénise Beck blev i nogle skønne duetter bakket op af et orkester i en helt særlig liga, som forstod at understøtte solisterne, så sang blev til musik og musikkens toner blev til sang. Helt igennem vidunderligt. Det nederste billede er taget på aftenen den 6. januar af Hans Lottrup, mens det øverste er et officielt billede af en serie taget af Ditte Capion, Sebastian Hanel og Trond Gudevold

Når solisternes  fantastiske stemmer går i et med skønne strygerklange. Når det næsten er helt umuligt at høre, hvornår stemmerne stopper, og musikken begynder. Når musikerne lader deres instrumenter bevæge sig gennem tid og rum og leverer den flotteste kulisse til to stemmer, som man sjældent hører stemmer. Og når solisterne i den grad kommer ud over scenekanten og ud i salen til publikum. Så er der ikke tale om format. Eller klasse. Så er der tale om verdensklasse.
Jeg er stolt over at bo i en by, der kan levere et så smukt, harmonisk og veloplagt arrangement, som Vejleegnens Teaterforening kunne byde på den 6. januar i Musikteatret.
Nytårskoncerten med Odense Symfoniorkester.
Hold da helt fest og farver, hvor var det smukt. Rørende. Bevægende. Et lille stykke musikhistorie i Vejle, som jeg vil huske i lange, lange tider, og som jeg vil fortælle om, hvor jeg kan komme til det.
Vi kom hele vejen rundt i et meget velgennemtænkt og vedkommende repetoire. Vi fik bl.a. Sigeunerbaronen, An der Scönen Blauen Donau, Polka Schnell, Leichtes Blut og Ich Bin Verliebt. Og så fik vi historierne om forsmåede kvinder og giftelystne mænd i en blanding og opsætning, der hver især blev leveret med et engagement og hjerte, så vi alle i den grad blev revet med. Både lige nu og her i de enkelte numre ligesom underbevidst mod den skønne finale, der traditionelt lagde op til Radetsky March og Champagnegaloppen med finurlige champagneknald og propper hen over scenen, samtidig med at blæserne langt om længe fik lov at give nogle ordentlige trut i hornet, og at celloerne lige fik en rundtur af deres respektive indehavere.
Solisten Bo Kristian Jensen, der udover at være tenor, også påtog sig rollen som konferencier, er en lystig fætter og en rigtig charmebasse, der med selvironi og glimt i øjet gerne sætter sig på scenekanten for at skønsynge og gå ned til en af kvinderne på 1. række for at levere en serenade. Han er også rigtig god til at fortælle historier og at præsentere programmet nummer for nummer, så vi alle er godt forberedt og kan leve os ind i historierne knyttet til hvert enkelt stykke. OG – ikke mindst – har han en stor stemme, der i den grad klæder den kvindelige sopran, Dénise Beck, som udover at være forsynet med en imponerende stemmepragt er i stand til med skuespillets talent på en yderst charmerende og yndefuld måde at levere den rolle til publikum, som historien byder. Stor udstråling –  og, lidt humoristisk, til den aktuelle lejlighed lidt større end sædvanligt. Dénise Beck var nemlig langt henne i sin graviditet, og man kunne kun tage hatten af for, at hun i sin sene svanger var i stand til at levere en sådan stemmepragt og optræden. Eine schwangere Frau auf der Bühne.
En aften jeg vil skrive ind i min historiebog som en værdig indgang til det nye år.
Alt var glimrende. Fantastiske musikere, charmerende tenor, bedårende sopran og en dirigent, Kristiina Poska, der på sin helt egen måde og med sine skarpe trav op og ned af podiet indgik som et professionelt bindeled mellem salen og musikerne. Elegant og værdigt var hun hos OS, publikummerne, og hun var samtidig synligt respektfuldt til stede overfor sine musikere. En total sammensmeltning mellem dirigent, solister, musikere og publikum.
En unik præstation.

Meld dig på mit nyhedsbrev. Så får du tilsendt besked, når der er nyheder og nye anmeldelser om musik og andet, der måske har din interesse.