Elvis og Odeon gav os en
skøn weekend i Odense
Sublimt. Etisk elegance. Hjerteskærende mindeparadis.
Superlativerne er ikke store nok til at dække en forlænget weekend, vi havde i Odense.
Anledningen var, at det spritnye koncerthus, Odeon, i den lange, lange række af koncert- og arrangementstilbud kunne præsentere Elvis The Musical med Grahame Patrick i hovedrollen. Og minsandten også en af Elvis Presleys oprindelige korsangere. Ed Enoch hedder han og var hovedkraften og superbassen i The Stamps Quartet, som turnerede med legenden i halvfjerdserne.
DET skulle vi opleve.
Odeon ligger rigtig godt placeret i hjertekulen af Odense ved siden af det gamle musikteater og et minuts gang fra det 4-stjernede hotel, hvor vi overnattede, Radisson Blu.
Forventningerne til weekenden var pænt høje; det skal man jo passe på med. Men det var svært at lade være, for vi havde hørt SÅ meget godt om hotellet og SÅ meget godt om det nye koncertsted, der netop havde haft en anden Elvis på besøg. Nemlig Elvis Costello, hvor lyden blev beskrevet som fantasisk, og hvor alt i øvrigt bare klappede.
På hotellet, som Odeon har et godt samarbejde med, blev vi modtaget af et meget venligt, åbent og tilgængeligt personale, som vi lige havde haft et par telefonsamtaler med forinden for at få noget praktisk på plads, bl.a. om late check out, som de tilbyder uden ekstra gebyr, hvis der er plads på hotellet.
Fantastisk. Det er altså sådan noget, der gør godt, når man får lov til at spise sin morgenmad/brunch i fred og ro uden at skulle stresse op på værelset igen.
Radisson Blu i Odense er rigtig hyggeligt, et pænt, lavt byggeri der ligger et stenkast fra H.C. Andersens hus, og hvor hotellets gange er prydet med citater fra digterens berømte eventyr.
Vi nåede lige at slappe lidt af, før vi 17.30 entrerede Odeon for at indtage en koncertmenu, som vi havde bestilt.
Klasserestaurant
Hvilken menu. Hvilken oplevelse.
Selv om Odeon kun har nogle uger på bagen, så var deres restaurant Schiøtz helt klar til at modtage alle de spisende gæster. Mange havde nemlig bestilt koncertmenú før koncerten. Og de tjenende ånder nærmest svævede omkring os; de var så meget til stede, og alligevel bemærkede man dem næsten ikke.
De var over alle, uden overhovedet at være anmassende.
Det er klasse-tjenere. UG plus. Maden var perfekt, dejlig forret, som var stenbiderrogn, rygeost og sprøde jordskokker, mums, herefter vidunderligt, gennemstegt kød med skalotteløg, æble og røget Portobello. Udover det fondant kartoffel samt oksesky med rødvin og timian.
Man fik et glas vin til maden, og tjeneren var så høflige, at de kom og spurgte, om man ville tilkøbe et ekstra. Ikke noget med bare at hælde i glasset, og så præsentere os for regningen bagefter.
Klassetjenere!!! Og klassekok!!!!
Fruen sagde tak til et glas vin ekstra, selv to jeg desserten og kaffen i stedet til 80 kroner oveni, og samlet lød regningen på cirka 740 kr. – en flot pris for gourmet-mad.
Så ind til koncerten.
En flot sal tager imod os. Man tænker, om den er lidt mørk, men når musikken spiller, så har det ikke noget at sige.
Elvis the Musical turnerer rundt i det nordlige Europa og høster det ene bifald efter det andet. Om de medvirkendes indsats kan vi kun sige, at den går fra første øjeblik lige ind i hertekulen. Eller næsten første øjeblik. Elvis begynder med at komme på scenen og synge My Way i sit Hawaii-kostume. Den kender vi jo til hudløshed og er nok lidt overflødig at putte ind her, selv om man forstår symbolikken.
Musik ind i sjælen
Det er derimod i Memphis, Tennesse, det hele starter og efter My Way ser vi studiet, Sam Philips, hans sekretær, og så kommer den purunge Elvis forbi og vil indsynge My Happinness. Det gør han så godt og overbevisende, at vi blandt publikum bliver rykket i sjælen og ført tilbage i historien og virkelig foran os oplever en mand, der i den grad om end ikke har ændret musikhistorien så har haft en kæmpeindflydelse på den specielt i de første år af hans karriere.
Vi får alle de store hits fra dengang. Alt det der var med til at få unge over hele verden til at gå amok og finde fred og glæde ved at lade deres følelser leve ud gennem musikken. Når nu Elvis kunne gå amok, så kunne vi andre vel også . .
Sådan blev det, og resten er historie.
Tilbage til koncerten i Odeon.
Grahame Patrick lægger et eget vers ind i Love me Tender, man kan vel improvisere, vi får fortalt, at How Great Thou Art er det af Elvis´ største hits, hvilket nu ikke helt passer. Nummeret er et af de største GOSPEL-hits. Nummeret bliver da også i en gospel-sektion sunget, så man næsten bliver åndeløs eller åndrig alt efter temperament. Herhjemme er nummeret i kirkelige kredse kendt som O Store Gud og bliver leveret af Grahame og The Stamps, så man er i himmelen, og hvor det rykker i sjæl og ånd, og man får gåsehud. Selv de barske tordenlyde med trommerne er med.
Grahame forstår at bruge stemmen nøjagtigt som Elvis, hans stemme fraserer vel rigeligt, som The King gjorde, hvilket ikke er nødvendigt, da vi udmærket kan høre, at det der kan han bare.
At kronologien i showet og de medfølgende film på storskærmen ikke helt følger historien, det generer en smule, men når det er sagt, er det til at leve med, fordi helheden er en unik præstation og et vidunderligt samspil mellem musikere og solister.
Når man ser Grahame på scenen synge sammen med en kvinde, så opdager man, at det kunne vi godt have brugt, dengang vi så den rigtige konge på scenen i halvfjerdserne. Også lidt mere af fællessang med kor og backingsangere. Denne spillen-op til hinanden har showet formået at få med, underforstået de kræfter har produktionens ledelse set, at Elvis måtte have i sig. Det forekommer da også ganske naturligt, at den fællesskabsfølelse er medtaget her. Elvis kunne jo trods alt ikke præstere, hvad han formåede at give en hel verden alene, og derfor er det rart at opleve, hvad han OGSÅ var: En glad dreng som elskede at give og elskede at give gennem og til fællesskabet.
Tom Parker er super
En ekstra bonus i musicalen er Tom Parker. Han bliver spillet med al den kynisme og firkantede humor, som man forstår ved en forretningsmand, der forstår at udnytte sit talent (både sit eget og Elvis´) til det yderste. Tom Parker har alle Elvis-fans vel et meget blandet forhold til. Uden Tom Parker havde Elvis jo nok ikke kunnet bibringe verden alt det, han gjorde. Og så er det, man må spørge sig selv. Hvor ville Elvis være uden Tom, og var det ikke bedre, at han havde levet i fred UDEN ham. Osv. Osv.
Men Tom er god og bliver for resten spillet i forskellige variationer, afhængigt af, hvor turneen befinder sig, nemlig af Daniel Neumann, Ian Wood og Alexander Gregor. Vi nåede ikke at opfange, hvem der spillede Tom Parker på den danske turné. Vores fejl. Men rigtig godt gjorde han det.
Hvad mere er der at sige? At Grahame med sin superstemme mod showets sidste minutter igangsatte en til at starte med a capella-version af In The Ghetto, som dog senere i nummeret blev understøttet af musik. Efter koncerten og en god nats søvn i nogle dejlige senge på Radisson Blu og en fantastisk morgenmad, var det tid til en shoppetur i Odense. Dvs. fruen shoppede, mens jeg så til og smuttede en tur ind til den lokale pladepusher i Overgade for at nyde en cola.
Og mindes de gamle dage, hvor Elvis var større end alt andet, og hvor det var musikken næsten, der bar en igennem livet. Lækkert at være på mindernes avenue igen.