Anmeldt af Finn Byrgesen
Fotos:  Fotograf Kent Rasmussen Odense.
Arrangør: CC-JVB

Der findes gode oplevelser fra mange af musikverdenens scener.
Så er der de rigtigt gode performances.
Så er der de der sublime stunder, hvor man må knibe sig i armen for at forstå, at man er i live og oplever en musiceren og en musikalsk optræden, der skyller publikum væk, vælter salen totalt, efterlader en i målløshed og synes at komme fra det hinsides.

Og så er der de ganske få atomare giga-oplevelser; very outstanding og very, very few in a lifetime, hvor man fyldes op af taknemmelighed over at måtte svømme så absolut ind i en anden verden, glemme tid, glemme sted, hvor man ufortrødent må have hvert eneste milisekund med af alt, hvad der sker på scenen, og hvor alt andet bliver til småting ikke bare i de timer, koncerten varer, men også i lange tider herefter.

Sådan var det at opleve verdenstenoren Placido Domingo i Odense fredag den 24. november.
Gåsehud på armene, festklædte mennesker, forventningsfuld stemning, stående ovationer, dejlige, dejlige toner fra et meget bredt repertoire spændende over nogle af operaens allerstørste og kendteste stykker som Nemico della patria, Je veux vivre og Mira, d´acerbe lagrime til det mere løsslupne og vidunderlige operette-repertoire som Die Lustige Witwe, West side Story og My fair Lady. Fra Rossini, Verdi og Tchaikowsky til Lehár, Rodgers og Loewe. Samt meget, meget mere.
Og så den enorme glæde over  at se far og søn optræde sammen i John Denvers udødelige Perhaps Love.

Jamen større bliver det ganske enkelt ikke.

Så rørende, bevægende, så nært og tæt, langt, langt ind under huden. En oplevelse vi vil fortælle om til vores børn og børnebørn på en måde, så de også husker Placido lang tid efter, at han sikkert om ikke så mange år vil være stedt til hvile på de evige af himlens noder.

Det var universelt. Månen kom ned. Vi gjorde DET sammen.
Og det er en af nøglerne til verdensstjernens helt unikke placering i musiklivet. At han elsker at gøre ting SAMMEN med nogle, og at han ikke er for fin til noget, at han udover sit helt overjordiske musikalske talent og sin enestående stemmepragt er jordnær, sød, rar, bevægende. En elskelig og elsket personlighed.
Lad os lige dvæle ved det.

50 års jubilæum
i Odense

Det at gøre ting SAMMEN med sit publikum og SAMMEN med folk, er blevet bekræftet igen og igen kloden over. Senest netop her i Odense i den kølige tid i november 2017, hvor tenoren og hans følge i dagene op til koncerten i Sparekassen Fyns Arena havde slået sig ned på Hotel Grand. Et af de absolut meget ærværdige hoteller i Odense.
I timen op til koncerten mødte vi så i arenaens foyer et norsk par, der havde taget turen fra Bergen for at opleve operaens Konge.
Tidligere på dagen havde de været ude at kigge lidt på Odense by. Så var de blevet sultne og besluttede sig for tilfældigt at spise frokost på Hotel Grands restaurant.
Og hvem sad lige pludselig dér ved et andet bord og spiste?
Ja, korrekt. Det var Placido Domingo og hans to sopraner, Micaêla Oeste og Evgenye Muraveva.
Nordmændene fik et af deres livs overraskelser. Og helt store oplevelser.
Undskyld hr. Domingo, min kone er sådan en stor beundrer af Dem, jeg kan se, De sidder og spiser, men MÅ jeg ikke nok have lov at tage et billede af Dem og hende med min mobil.

Off course you may.  Og så rejste den aldrende tenor sig og lod sig forevige til et stort, stort, stort og for vort norske par lykkeligt øjeblik, der, som de fortalte os, var HELE rejsen værd. HELE rejsen.

Episoden siger ALT om Domingo. Ikke alverdens koncerter, ikke de store, store priser, ikke de flotte udnævnelser og ikke de berømte dirigentstokke i hånden kan opveje, at han øjeblikkeligt rejser sig, når nogen fra hans abnorme gruppe af tilhængere vil ham noget.
Så er han der. Så er han der for dem. Og med dem.
Han arbejder ikke FOR sit publikum. Han arbejder med dem. Og det tror vi er forklaringen på stjernens uudslukkelighed. Gennem nu 50 år.

Han debuterede nemlig for nøjagtigt 50 år siden som professionel med sin mor i Mérida i Yucatán i Mexico, hvor han sang baryton i Manuel Fernández Caballeros zarzuela, Gigantes y cabezudos.
Resten er historie, som man siger. Og lad så den tale for sig selv. Og lad os  her ære og skønne på, at vi fortsat et halvt århundrede senere har Placido Domingo iblandt os, som i en alder af 76 år med en helt uimodståelig og formidabel stemmepragt er i stand til at tryllebinde et publikum, der aldrig nogensinde vil slippe ham.
Placido vil for altid have en plads i vore hjerter.

The King of Opera, en uudslukkelig verdensstjerne, blev akkommpagneret af Odense Symfoniorkester, der blev dirigeret af den verdensberømte Eugene Kohn, og formåede at understøtte Placido med en formidabel præstation.

Placido kan ALT med den stemme, fra operaens allerstørste partier, til det mere charmerende og løsslupne i ballader og operette. Fra Perhaps Love til Verdi.

Placido valgte altså at fejre 50-året for sin professionelle debut i Odense. Han debuterede i 1957 i sine forældres trup ved en optræden i Mexico og medvirkede ivrigt også i den første, mexicanske opførelse af My Fair Lady. Både som rolleindehaver og dirigent.

Micaëla Oesta sang duet med Placido i Franz Lehars Lippen schweigen fra Die Lustige Witwe. En pragtpræstation der høstede aftenens første brusende og meget store bifald. Stemmerne fik nærmest trommehinderne til at vibrere og var på et tidspunkt lige ved at at få dem til at gøre ondt på en god måde.

Evgenya Muraveva var den anden meget dygtige sopran på scenen. Hun sang bl.a.
Lisa´s Aria fra Tschaikowskys Picqe Dame samt Puccinis Vissi d´arte fra Tosca og duet med Placido i Bernsteins Tonight fra West Side Story.