Michelin-mad til fornuftig pris.

Anmeldelse af Restaurant Pasfall, Odense.

Egentlig skulle jeg efter et helt andet ærinde en lørdag middag bare en tur ned ad Strøget i Odense efter noget let at spise. Så var det, at jeg tilfældigt kom en tur gennem Brandts Klædefabrik. Og så var det, at jeg nærmest blev suget ind hos Thomas Pasfall. Suget ind af det åbne, lyse vinduesparti, det indbydende spisekort og de hvide  duge på bordene.

Jeg var lige ved at gå videre, men noget i mig kunne ikke.
Og det var godt, det endte sådan.
Den store, svære glasdør understreger det solide og let pompøse og ganske gennemsigtige ved forretningsmodellen som sådan.

Inde bag glasdøren ventede mindst 40-50 hjortegevirer på væggen, hvor jeg kunne hænge mit overtøj
Omgående stod der en tjener i døren fra forgangen og ind til restauranten for at byde mig velkommen.
Om jeg kom alene.
Jo, da, og så anviste tjeneren mig et dejligt bod lige inden for døren ved vinduet, så jeg passende kunne følge livet udenfor som i selve restauranten.
Restauranten er af den åbne slags med direkte udsyn til køkkenet, hvor Thomas og hans hjælpere selv står og laver maden.
Thomas har en solid kokke-historie bag sig og har bl.a. været kok på Kongeskibet Dannebrog. Nu er han så indehaver af den smagfulde restaurant i Odense, der som den eneste i dén by er opført i Michelin-guiden. På væggene ned til toilet og vinkælder hænger et hav af diplomer og hædersbevisninger til Thomas, både fra tidligere og for Pasfall.
Jeg havde på spisekortet uden for udvalgt mig to retter, jeg ville forhøre mig nærmere om.
Hvad tjeneren så ville anbefale mig – en Beouf Mignon eller en confit af andelår med svampe, rødløg og råstegte kartoffelskiver.
Jeg valgte anden; vi var jo op mod jul,  – og en cola. Et godt glas rødvin ville have sat prikken over i´et, men da jeg kort efter skulle en tur helt til Midtjylland, måtte jeg nøjes med denne sødvand.
Tjeneren kom og hældte min cola op i mit vinglas. Kort efter kom han fire små stykker brød, to mørke og to lyse, som en slags starter, og et stykke dejligt, køleskabskoldt smør på en ligeledes køleskabs-kold natursten, så smørret kunne holde sig stift i hvert fald den første halve time.
Fiks detalje.
Brødet var dejlig gennembagt og havde en liflig smag uden på nogen måde at være gennemtrængende. Det var jo anden, jeg var kommet efter.
Restauranten var pænt besøgt uden at være overfyldt. Der var en let og lys tone i lokalet. Det var dagen efter Black Friday. Tingene foregik i engageret men tilbagelænet tempo. Der var nogle familier med unge og ældre børn på besøg, og der var også nogle par, der kom for at flette fingre, og så et mere modent par, der havde taget en ven eller to med.
En af kokkenes kærester meldte også sin entré og understøttede med et kys og et kram i lokalet ud mod gæsterne, at her var det tilladt at være naturlige og glade for hinanden.
Så kom min confit af and.
Ungtjeneren skulle af sine overordnede lige, kunne jeg høre, instrueres i, hvad det var, han skulle servere for mig. Og i hvilken rækkefølge han skulle sige tingene.
Det kom han så og gjorde.
Wow siger jeg bare.
Andekødet var tilberedt, så nøjagtigt det stykke, jeg skar i, faldt fra, og INTET andet. Det er madkunst. At tilberede fjerkræet nøjagtigt, så kødet hænger ved benet.
Sådan var låret hele vejen igennem, helt ind til benet. Selv om jeg sad ved en Michelin-restaurant med en fin dug, så måtte jeg have al kødet med. Man er vel lidt drenget. Så det sidste tog jeg med fingerene. Det havde jeg dog ikke behøvet. Med lidt mere tålmod og finskæring kunne jeg sagtens have fået det sidste fra benet med kniv og gaffel.
Det smagte vidunderligt.
Tilsat lækkert tilberedte rødløg, smagulde champignon og en 7-8 skiver råstegte kartofler må jeg sige, at jeg fik mit frokost-behov dækket.

Toilettet ligger i kælderen lige over for vinkælderen. Jeg skulle lige ind og af med noget cola. Og så ind og betragte det flotte udbud af vin.
Vinkælderen er et kapitel for sig. Åben her også midt på dagen med et lækkert langbord af træ, hvor man lejlighedsvis sikkert kan få smagsprøver. Jeg gik på hurtig opdagelse blandt de flotte årgangsvine og lovede mig selv, at næste gang, jeg besøger Pasfall, så bliver det med fruen, og så skal vi have et glas eller to.
Regningen lød på 180 kroner. Det kan man da kalde en flot oplevelse for et fint, lille beløb.
Da jeg havde betalt, stod ungtjeneren parat til at åbne døren for mig.
Jeg sagde tak for idag gik ud til krondyrene og min jakke.
Ud gennem den solide glasdør og ud i Odense.
Et dejlig kulinarisk og på flere måder mættende oplevelse rigere.