Vejle Musikteater havde lørdag eftermiddag besøg af Sønderjyllands Symfoniorkester. Inviteret og arrangeret af Vejleegnens Teaterforening.
Det var lagt stort an, der var ikke sparet på hverken markedsføring, kræfter og foromtale.
Nogle af landets pæne navne, solisterne Gitta-Maria Sjöberg, sopran, og Niels-Jørgen Riis, tenor, var endda på brættet og varslede, at der var noget stort i vente.
Kunne alt det nu holde?
Tja og hm. Måske. Jow da.

 

Det samlede billede efter koncerten er, at vi fik en god nytårskoncert, der særligt mod slutningen strålede af god sang og smuk musik og kulminerede med mindst fire champagnepropper ud over salen, flyvende glimmer og guld og stående ovationer.
Her kunne man egentlig stoppe fortællingen, hvis man er godt tilfreds.
Smag og behag kan jo altid diskuteres.
Men dykker man som anmelder, og det er opgaven, lidt flere spadestik ned, så er der steder, der kalder på kommentarer, hvis ikke direkte anmærkninger.
Vi må sige, at den indledende musik for os virkede noget dyster, tilbagelænet og uengageret, hvis ikke lettere rodet, og det skal den måske nok være i begyndelsen af en koncert, der lægger op til la grande finale et par timer senere. Men her, som mange andre steder sidenhen i repertoiret, var det tydeligt, at orkestret har langt, langt mere i sig af kreativitet og finurligheder, end det fik mulighed for at give udtryk for, næsten koncerten igennem.
Hvorfor solisterne skal synge duetten fra Wiener Blut ved at læse op fra det medbragte partitur, det forstår vi ikke. Ligesom ord og toner fra de to næsten forsvandt i solisternes struber, og at artikuleringen i dette nummer var umulig at fange på 9. række, hvor vi sad. Det så nærmest komisk ud, at de stod og kiggede ned på noderne, som var det et menukort, de havde fået udleveret. Synd for oplevelsen.
Tonerne fra de to solister ramte lejlighedsvis  vore hjerter. Desværre var det sådan, at nu havde de os lige, nu var hjerterne lige blevet åbne, så var vi videre i dagligdagen igen, lyset i sjæl og krop slukkedes og øv.
Det kan sædvanligvis være ganske udfordrende og opslidende for solister ved klassiske koncerter og lignende at have hjertekontakt  med publikum hele vejen igennem. Den kommer ofte glimtvis, hvorefter musikerne, i særdeleshed strygerne, tager over og lægger sig tæt tæt op af solisternes intonering og stemmeføring og fuldender værket, så publikum bliver i den sublime ophøjethed med hjertet åbent.  Den oplevelse har vi haft ved tidligere af foreningens nytårskoncerter, men den musikalske, kunstneriske og sjælelige ledsagelse udblev for det allermeste her, hvor musikken fungerede mere som baggrund end som ledsager.
Igen synd, for det var tydeligt, at orkestret er spækket med overordentligt talentfulde musikere, hvor paukisten dog var på mere end overarbejde, hvor arrangementet med DET korps af formidable kunstnere snildt som alternativer nu og da kunne finde flere nuancer frem for at forfine og forskønne og afveksle.
Det var befriende de gange, hvor solisten, Niels Jørgen Riis, kom på scenen og appellerede til publikums forestillingsevne, når han nu, med egne indirekte ord, langtfra er italiensk charmør eller kinesisk multi-ægtemand. Han er rigtig god til med nogle få ord at sætte en stemning før sangen, som han mestrer til det absolut storladne, når stemmen er varmet godt op. Hold da op. Han har da også modtaget flere priser og været mere end velkommen i adskillige forestillinger på Det kongelige Teater.

 

Niels-Jørgen Riis´ favoritsanger er Luciano Pavarotti, hvilket ikke kan forbavse, når man hører Niels´ stemmepragt.

 

Det er næsten umuligt at finde stjerner rundt om i verden, der besidder samme pragt og volume i stemmen som salig Pavarotti. Mens Pavarotti var en ener og havde den helt naturlige stemme, så manglede han dog lige dét ekstra i teknikken, der kommer af ikke at ville eller have evne for at lære noderne helt og 100 procent samt den begrænsning, der ligger i kun at kunne lære én rolle udenad af gangen. Det medførte lejlighedsvis en anelse usikkerhed i klangen, noget ganske let søgende, noget udefinerbart, som de fleste overhørte, specielt da han blev en giga-star, og som da også for de fleste kunne kompenseres med den store stemme, den smukke klang og dens karismatiske personlige renhed og skønhed.
Det lader idag til, at Niels-Jørgen Riis har studeret Pavarottis tekniske formåen ganske nøje og fundet en vej at udfylde sit store idols mangelfuldheder på.
Hans teknik er ganske enkelt meget, meget flot, hvilket vi i Vejle Musikteater fik masser af eksempler på.

 

Gitta-Maria Sjöberg er totalt engageret i musiklivet, har spillet store roller som Tristan og Isolde,  Jenufa, Niebelungens Ring og Lady MacBeth fra Mtinsk.
Opraen og operetten er ikke det eneste, der har interesseret Gitta-Maria gennem livet. Hun er hjemmevant i masser af genrer, fra folkemusik til jazz og bigband, hvilket på en let og charmerende måde skinner igennem i udstråling og stemmealsidighed, der således får et anderledes, alsidigt skær af vores allesammens danmarkshistorie. Det var lige før, man kunne have lyst til at høre hendes version af Bornholm, Bornholm, Bornholm, Du min dejlige ferieø måske endda sammen med Niels Jørgen Riis, idet begge har tilknytning til øen.

 

Når det er sagt, og når vi nu kender lidt til solisternes historie og alsidighed, så må vi sige, at de var for lidt på scenen og havde alt for lidt samspil og for få duetter. Hver især var de bredt sagt fine nok, og især Gitta-Marias version af Dvóraks Sangen til Månen, Niels Jørgen Riis´ Dein ist mein ganzes herz og så igen Gittta-Marias Schwipslied tog naturligvis kegler.
Vi håber, at nærværende anmeldelse bliver opfattet som den konstruktive kritik, et ensemble altid har brug for for at kunne optimere indsatsen og skabe en endnu bedre oplevelse for publikum.