Jeg synes på rigtigt mange måder, det er behageligt at blive ældre.
Jeg synes, jeg får flere smil og glade ansigter.
Måske de griner lidt til en gammel bedstefar.
Måske lidt overbærende, når jeg stiger ud af en bus – mere forsigtigt end igår.
Jeg ved det ikke helt.
Men jeg synes, jeg er blevet overrasket, rigtig meget endda, over den varme, jeg får.
Jeg gør egentlig ikke noget for den.
Skal ikke arbejde mig til smilene.
Holde døre for nogen eller bære en tung kuffert op ad trappen på stationen.
Jeg kan godt, jeg kender godt spillet.
Men jeg bruger det ikke.
Alt kommer til mig på en anden måde end før.
Sådan lidt af et kulturchok, vil jeg egentlig påstå.
Og smiler jeg til nogen, endsige bare kigger på dem og antyder, at jeg kan lide dem.
Hold da op.
Så er der da ingen grænser for al den varme og imødekommenhed, jeg får.
Nogle gange falder jeg ud af rollen.
Så spurter jeg afsted og stresser og kommer til at skubbe til nogen på vej ned ad Strøget.
Det er ikke populært.
Så kan jeg mærke, at folk bliver trætte af mig.
Så bliver deres lunte lidt kortere.
Det er et levn fra dengang, jeg skulle skabe mig en karriere, havde små børn, skulle skrabe sammen til terminerne og møde på arbejdet til tiden, mens jeg knap nok havde fået morgenmad.
Sådan en rolle kan være svær at aflægge sig.
Det tager år -, også efter at rollen ikke længere er nødvendig.
Nogle gange kommer den snigende.
Og så må jeg sige til mig selv: Slap af, mand, mediter, husk hvad du har fået af livet for ingenting.
Det hjælper.
Så går jeg forsigtigt igen. Passer på ikke at falde. Er glad for at jeg har overskud til at dvæle lidt længere ved farverne på efterårsbladene og dråberne fra forårsregnen.
Så begynder folk at smile til mig igen.