Jeg er vild med musik.
Jeg spænder bredt, har jeg fået at vide.
Da jeg var ung gik jeg til masser af koncerter.
Det var dengang i København – for det meste.
I Forum, i Tivolis Koncertsal, i Falkonercentret.
Jeg lyttede til Dr. Hook, CCR og til Rolling Stones. Tom Jones og Leonard Cohen. Queen, Gasolin og Gnags.
Jeg kan huske, jeg lyttede, lyttede og lyttede. Til rigtig megen forskellig musik.
Nana Mouskuri, Elton John, Ann Murray, Mireille Mathieu, Engelbert Humperdinck og Roger Whittaker.
Med små hovedtelefoner i en gammel rør-radio; jeg havde pillet ved den, så den på et tidspunkt svarede igen med et ordentligt stød.
Jeg havde en kammerat, der havde en Tandberg-spolebåndoptager.
Sådan en måtte jeg også have, lovede jeg mig selv.
Men det blev nu til en Arena, i stedet, hed den det?
Den kunne jeg snakke ind over på båndene, men jeg var desværre ikke så skrap til det som Mylle.
Roy Orbison, John Denver, The Doors, Glenn Campell, Janis Joplin, Suzi Quatro, Frank Sinatra, The Pretenders, The Osmonds, Jackson Five, The Taste, T Rex, Dolly Parton, Gasolin, Gnags, Savage Rose, Kris Kristofferson, ja og så naturligvis The King, Elvis Presley, the King.
Det var dem jeg  hørte.
Elvis var ham jeg købte min første LP med i 1971. His Hand in Mine.
Hold da op hvor var jeg træt af at han døde.
Med ham døde jo et stykke verdenshistorie. En levende legende.
Så var der selvfølgelig Gasolin, Sebastian og alle Melodi Grand Prix-navnene.
Men enerne, solisterne, har jeg altid beundret mest.
Det var nok derfor, jeg endte med at blive mest glad for Creedence, når vi taler grupper.
For Creedence var i virkeligheden John Fogerty, der havde nogle musikere med i studiet.
Han havde brug for et band.
Det var vist ham, der skrev det hele og håndterede rigtigt mange instrumenter.
Det var ham, der kørte det show der.
Stones og Beatles og alle de andre grupper, det var GRUPPER.
Så da jeg skulle mødes med mine klassekammerater efter 25, kunne de gøre mig opmærksom på, at mens de hørte Jethro Tull og Uriah Heep, så var det for mig kun Elvis, der lå på grammofonen.
Sådan var det nu ikke helt.
Men noget er der om det.
Stones kom aldrig helt på 1. pladsen -, egentlig også meget på grund af en episode efter deres koncert i Forum i 1970, som du kan læse om her.

Nu skal jeg lige om en uges tid så anmelde det nye album fra Rolling Stones.
Og DET er ikke kedeligt, har jeg fået at vide.
Den anmeldelse kan du OGSÅ læse her