stonesblueandlonesome

Rolling Stones – Blue and Lonesome

Jeg synes, den nye med Stones er en formidabel skive.
Også selv om bandet ikke har skrevet en strofe selv.
Det synes jeg, fordi den vækker genklang og ræsonsans fra dengang, jeg var helt ung.
Dengang musik var rå, uspoleret, og der groft sagt kun var blues, beat, lidt rock og måske tre akkorder og en skæv.
Musikerne kunne noget med hænder, stemme og stemning dengang.
Tiderne har ændret sig.
Der er også megen god musik idag.
Den er bare ofte så flygtig.
Og så redigeret og søgt forfinet gennem et hav af filtrering, sambling og andet moderne teknik.
Så langt så godt.
MEN . . . .
At Stones´ musik ikke er flygtig, kan jeg jo se bare ved, at de har været på verdensscenen i mere end et halvt århundrede.
At de fortsat kan samle hundredetusindvis af mennesker ved deres koncerter. Ja, millioner.
Og at de bare bliver ved og ved og ved og ved og ved og ved og ved . . . .
Det er så elleve år siden, at A Bigger Bang udkom. Den seneste CD.
Efterfulgt af koncerter over hele verden, hvor jeg stod i absolut første parket i Horsens og gloede lige op i Mick Jaggers guldplomber.
Vi er mange, der de seneste mange år så har efterlyst noget helt nyt fra Stones.
Nu kommer der så noget. Er det for at stille en verdens hungrende tørst?
Hvad var nu det?
En skuffelse i første omgang fordi det ikke var ægte Jagger/Richards-kompositioner.
Men jeg skal lige love for, at jeg efter et par gennemlytninger er blevet lykkelig for den skive.
Hold da op hvor de gutter kan. Charlie Watts hamrer rundt på trommer og ikke mindst bækken, som jeg sjældent har hørt ham.
Mick Jagger kan noget på sin mundharmonika, der er uhørt.
Og de to glade drenge, Ron Wood og Keith Richards elsker deres spader og spiller vildt op til hinanden og med hinanden.
Det er bare en flok glade drenge, der hænger ud i studiet sammen.
Som man nu gjorde i tresserne, da enkelhed og musikalsk timing og præcision var det, der var.
Og ekkomaskiner og alskens isenkram tilhørte fjerne galaksers mærkelige opfindelser.
Og med musik fra dengang, blues der rykker, går i blodet, driver genren fremad, og det er tydeligt, bandet er så glad for at finde rødderne, at de gør alt for at få den frem til et punkt, hvor nye generationer opdager, hvordan musik og længsel kan smelte sammen.
Det skriver de i hvert fald i coveret, og jeg håber, det må lykkes.
For det er masters choice, det her. Det er klasse. Det er superklasse.
Mick har selv sagt, at gruppen aldrig har lavet en skive på den her måde.
Selv i tresserne var der overdubbing.
At et så kæmpenavn som Rolling Stones giver sig i kast med blues-genren i dens oprindelige form, med kompositioner af andre kunstnere, der går mere end et halvt århundrede tilbage, siger noget om det format, de har. Og hvilke gamle veje de ønsker at betræde og føre genren frem til helt nye dimensioner.
Om der kommer en ny skive fyldt med Jagger/Richards-kompositioner indenfor de nærmeste par år, det ville da ikke gøre noget.
Men bliver det her den sidste skive, så vil jeg i hvert fald mene, at deres eftermæle er totalt sikret.
Den her skive, den er altså bare for vild.