Det kan være en meget hård psykisk belastning at se sine gamle forældre blive rigtigt gamle og vide, at nu er der måske kun meget kort tid, til de skal herfra.
Der er så mange gode råd rundt omkring til, hvordan man skal passe på sig selv og ikke overskride, hvad man selv har lyst til og kan stå inde for.
Jeg har prøvet på min egen krop hverken at være til stede, da min mor døde, eller da min far døde.
Det ville jeg gerne have været idag.
Jeg var hos min far dagen før, han døde, og nåede at sige noget til ham, som jeg er sikker på, han forstod på sin måde.
Jeg vidste, han var døende.
Jeg havde dog mit, mente jeg, at passe og tog hjem til Jylland.
Væk fra et menneske, der var i færd med at forlade livet.
Det var en barsk en.
Jeg kunne sagtens have fået det arrangeret, så jeg var blevet hos ham i den sidste stund.
Nu skal det så siges, at mit forhold til ham bestemt ikke var det bedste.
Det kan være, det var derfor, jeg smuttede.
Men set i bakspejlet, ja så skulle jeg være blevet.
Jeg tror, jeg var blevet et lidt mere helt menneske af det.
Jeg ved ikke hvorfor.
Det kan jeg bare mærke.
Derfor er mit råd, at har man mulighed for det, så skal man give så meget som muligt til forældrene, når det er på det allersidste.
Jeg tror derimod, at man skal give lidt mindre, end man selv synes, når de bare er ved at blive gamle.
Hvorfor nu det?
For så kører du aldrig sur i det.
Ofte er det omgivelsernes pres, der gør, at vi handler over for vore helt gamle forældre, som vi gør. Og så giver vi den en tand ekstra.
Ofte er det os selv, der synes, at vore forældre har brug for hjælp eller et ekstra besøg.
Vi kunne da også godt.
Ydermere er der den fordel, at det bliver aldrig en vane, at vi hjælper til hos den rigtigt gamle. Han eller hun kan jo godt mærke, hvis du gør noget af pligt og ikke fordi du har lyst.
Har I snakket ud om det, at det er en sur men nødvendig pligt, så kan det måske forsvares.

Her kan du læse nogle bud på, hvordan man kan håndtere det psykiske samtidig med, at du også selv skal have en hverdag til at fungere.