Om www.seniorbloggen.dk

 

cropped-Finn-Deia-2.jpg

Det meste af mit liv har jeg arbejdet med personlig udvikling.
Jeg elsker at dele ud af min viden på området.
Og fortælle hvad jeg har fundet ud af.
Jeg tror, der er mange, der vil kunne have glæde af det.

Derfor laver jeg denne blog.
Det er en blog for seniorer, der synes, det er sjovt at bevæge sig i livet.
Og få noget indre motion.

Vi kan kalde det, hvad vi vil. Psykologi eller følelsesforløsning.
Det er ligegyldigt, hvad vi kalder det.
Det vigtige er, at vi vil noget med de næste mange år af vores seniorliv.
Vi skulle jo gerne blive gamle, ikk´.
Selv har jeg da tænkt mig at blive mindst 100.
Statistisk skulle der være gode muligheder for det.
Generne har gjort sit.
Min mor blev 87, det samme gjorde min bedstefar, min moster lever stadig på 88. år, mens min far blev 82. Min mormor døde som ung, så hun trækker lidt ned.
Til gengæld tror jeg, at jeg ved, hvilke faktorer, man skal spille på, for at opnå en høj alder.
Og nej, det handler ikke KUN om motion og sund kost.
Mange andre ting spiller ind.
De kommer jeg tilbage til i et andet indlæg.
Jovist, jeg kan godt mærke, jeg er oppe i årene.
Kan ikke bukke mig så hurtigt ned, som jeg kunne.
Er længere om at vågne op til dåd om morgenen.
Har for stive fingre til, at jeg kan spille på min elskede guitar.
Skal strække mig mere og planlægge motionen noget mere.
Træls.
Kan ikke længere hænge lamper op uden at blive svimmel.
Øv.
Kan ikke komme op fra gulvet i en fart, når jeg har været ned for at lede efter noget.
Ærgerligt.

Balancen skal jeg træne mere end før.
Men jeg er ikke alvorligt syg. Så mon ikke det hele er normalt nok for min alder.
Derfor glæder jeg mig over så meget som muligt her i livet.
Evnen til at bruge mit hovede og mine skrivefærdigheder, at rejse, at løbe, spille skak og dyrke meditation og meget, meget andet. Alt det er der heldigvis endnu. Det er et privilegie. Ingen større skavanker. Fantastisk. Hver dag er en gave.
Min største fjende gennem livet har været min utålmodighed.
Som i bund og grund har handlet om min angst for ikke at nå det hele.
Eller i hvert fald det, jeg gerne ville.
Det har været med til at give mig stress i perioder.
Og gør det stadig nu og da. I lettere eller svære grad.
Så prikker og værket det i min krop.
Ikke så smart.

Min uddannelse
som journalist

Jeg har som nævnt lavet mange forskellige ting i igennem mit 60-årige liv:
Journalist, musiker, foredragsholder, psykoterapeut, erhvervssælger, musik- og mødebooker – for at nævne det der nok har fyldt mest i det faglige virke.

Udover at interessere mig for personlig udvikling er jeg uddannet journalist fra 1983 og har gennem årene levet af at skrive.

Allerede i skoletiden var jeg redaktør for klassebladet, som originalt nok hed “Nyt”.
Siden blev jeg skribent på Vi Unge og Sampersonel, lavede en god skilling på Luftværnstidende, og udgav i halvfjerdserne et par ungdomsblade.

I firserne var jeg redaktør på Esbjerg Ugeavis og det hedengangne Sydvestjysk Weekend. Siden kom jeg til Viborg Bladet, hvor jeg et par år var redaktør og forbrugerjournalist og anmeldte mange forskellige ting lige fra de nye bilmodeller, over vin, LPplader, som det hed dengang, og bøger.

Bøger anmelder jeg stadig, som du kan se ved at klikke her. på min hjemmeside om bøger.

I 1987 kom jeg på Jyllands-Posten som redaktionssekretær, men det blev altså lige en tand for kedeligt at sidde og redigere Nyt om Navne, så jeg tog i stedet et par års uddannelse på Gestaltterapeutisk Institut i København. De to uddannelser kombinerede jeg ved i de følgende år at holde mange foredrag om livsstil, parforhold, kærlighed, stress, børneopdragelse og karriere  og skrive artikler om samme emner til alle mulige aviser og tidsskrifter.
Det var virkelig en sjov tid.
I 80´erne, 90´erne og 0´erne brugte jeg således mange timer bag skrivemaskinen og siden computeren og kørte mange kilometer landet over for at møde folk og forsøge at formidle nogle redskaber til, hvordan man kan tilegne sig et godt liv og få det hele til at hænge sammen.
For at kvalificere mig yderligere tog jeg på kursus med Walter Kempler og siden hen Kemplerinstituttet.

Meditationen
ændrede mit spor
Men det, der har givet mig allermest er min evne til at meditere.
Det lærte jeg på Oshorisk og i Indien.
Oshorisk er et udviklingssted på den jyske hede, hvor der kommer folk fra hele verden.
Fordi de ønsker lidt mere af den indre verden, end hvad den ydre normalt tillader.
Det sted har jeg frekventeret siden 2003, og det fik mig i 2010 til Indien – nærmere betegnet Poona.
Efter at have mediteret to måneder i Indien, siger man, bliver man aldrig mere den samme.
Jeg kan skrive under på, at efter at have mediteret og rejst rundt i Indien i bare tre uger -, så var jeg solgt.
Jeg vil ikke sige, at jeg var blevet en anden. Men jeg kunne pludselig spille på flere instrumenter, end jeg kunne før, hvis jeg må bruge det sprog. Jeg udvidede mit repertoire og kom tættere på mine indre værdier og mit oprindelige potentiale.
Jeg så mig selv og verden på en anden måde end før.
Mere om det i et andet indlæg om at meditere.

Mit liv som
skakspiller

Erkendt. Jeg elsker at spille skak. Men jeg er ikke specielt god til det. Det piner mig nok mest af alt. Jeg er ofte rigtig god til at skabe problemer for modstanderen på skakbrættet. Men så overser jeg alligevel til sidst en springer eller en løber, der slår mit spil helt i smadder. Øv.
Min far var rigtig, rigtig god til skak. Havde nærmest rekord i turneringskampe på én sæson. Men da jeg aldrig havde noget godt forhold til ham, kom jeg først i en sen alder igang med spillet.  Og det er tilsyneladende ikke godt nok, hvis man vil være rigtig god.

Her blot igen – velkommen til www.seniorbloggen.dk -; jeg håber, du får gavn og glæde af at følge bloggens udvikling og kan bruge de forskellige indlæg i din hverdag. Og vil du have en nyhedsmail, når der kommer opdateringer, så sender du indtaster du bare navn og e-mail her:

Name
Email *